Hvem kan søge boligsikring efter reglerne for førtidspensionister?
Der ydes boligsikring efter særlige regler, hvis bare ét af husstandsmedlemmerne opfylder en af betingelserne:
- er førtidspensionist efter de regler, der trådte i kraft 1. januar 2003.
- er stærkt bevægelseshæmmet og er ikke samtidig folkepensionist eller førtidspensionist efter reglerne fra før 1. januar 2003.
- modtager døgnhjælp efter servicelovens § 96, og er ikke samtidig folkepensionist eller førtidspensionist efter reglerne fra før 1. januar 2003.
De særlige boligsikringsregler for disse grupper betyder bl.a., at der kan ydes boligsikring uanset, om du bor i en lejebolig, en andelsbolig eller en ejerbolig. Der er dog forskellige regler for hvordan, boligsikringen bliver udbetalt. Se nedenfor.
For at få boligsikring skal din bolig være en helårsbolig, og den skal have eget køkken eller køkkenniche med indlagt vand og afløb. Reglen om eget køkken gælder dog ikke for visse ældreboliger og kollektive bofællesskaber.
Er du ikke pensionist, kan du også søge om boligsikring, men boligsikringen ydes så efter de almindelige regler for boligsikring. Er du folkepensionist eller er du blevet førtidspensionist før 1. januar 2003, kan du søge om boligydelse.
Boligsikringens størrelse
Boligsikringens størrelse er afhængig af en række faktorer. De vigtigste er:
- Husstandens samlede aktuelle indkomst og formue
- Huslejens størrelse
- Boligens størrelse
- Antallet af personer i husstanden
- Antallet af børn i husstanden
Du skal altid betale et mindstebeløb af huslejen selv. Dette beløb er på på 22.500 kr. om året (2012).
Som udgangspunkt kan du som førtidspensionist højst få udbetalt 39.516 kr. (2012) i boligsikring. Dette beløb hæves dog i følgende situationer:
- Hvis du er stærkt bevægelseshæmmet og din bolig er egnet for dit bevægelseshandicap.
- Hvis du modtager døgnhjælp efter servicelovens § 96.
- Hvis der er fire eller flere børn i husstanden.
Du skal ikke betale skat af boligsikring.
Der bliver kun ydet boligsikring til selve huslejen. Dvs. at udgifter til varme og elektricitet ikke skal regnes med, når du angiver huslejens størrelse.
Ansøgning om boligsikring
For at få boligsikring skal du sende en ansøgning til kommunen.
Søg boligstøtte
Hvornår udbetales boligsikring?
Boligsikring er forudbetalt. Det betyder, at boligsikring udbetales senest den første hverdag i måneden.
Den første måned, hvor du kan få boligsikring, er måneden efter ansøgningstidspunktet. Hvis du søger om boligsikring i forbindelse med, at du flytter i en ny bolig, kan du dog få boligsikringen udbetalt med virkning fra indflytningstidspunktet, hvis du har ansøgt indenfor en måned efter indflytningen.
Når boligsikringsmodtageren flytter, bortfalder boligsikringen fra fraflytningsdagen. Når en enlig beboer dør, bortfalder boligsikringen ved udgangen af den måned, hvori dødsfaldet er sket.
Boligsikring når du bor i lejebolig
Hvis du bor til leje, får du hele boligsikringen udbetalt som et tilskud. Dvs. at du ikke skal betale noget af boligsikringen tilbage.
Boligsikring når du bor i andelsbolig eller ejerbolig
Hvis du eller et andet husstandsmedlem ejer boligen eller er andelshaver i en privat andelsboligforening, udbetales boligsikringen som lån. Dvs. at du skal betale lånet tilbage, hvis boligen bliver solgt eller hvis modtageren af boligsikringen flytter.
Hvis du har modtaget boligsikring til din nuværende andelsbolig fra før 1. juni 2008, udbetales 40 pct. af boligsikringen som et tilskud, som ikke skal betales tilbage.
Indenrigs- og Socialministeriets skrivelse med orientering om lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (Udbetaling af boligstøtte til nye støttemodtagere i private andelsboliger m.v. som lån) (nyt vindue)
Klagemuligheder
Ønsker du at klage over kommunens afgørelse om boligsikring, skal du sende klagen til kommunen, som genvurderer sin afgørelse. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sender kommunen din klage videre til det sociale nævn.
Det Sociale Nævn (nyt vindue)
Flere oplysninger
Hvis du ønsker flere oplysninger om boligsikring, kan du henvende dig til kommunen. Du kan også læse om boligsikring på Pensionsstyrelsens hjemmeside.
Pensionsstyrelsen (nyt vindue)