Skip navigation

Byggeprocesser og -regler

Når du skal bygge i Vejle Kommune, skal du overholde et antal love og regler. Den grundlæggende lov i den forbindelse er Byggeloven. Byggeloven sikrer blandt andet, at byggeriet er i orden i forhold til brand, sikkerhed og sundhed.

Byggeloven og bygningsreglementet

Byggeloven er en såkaldt rammelov, hvilket vil sige, at den ikke indeholder specifikke krav og anvisninger. Derimod opstiller bygningsreglementet, med udgangspunkt i byggeloven, de konkrete krav til byggerier. Bygningsreglementet er ikke en lov i sig selv, men den har samme gyldighed, og det er derfor lovpligtigt at overholde de minimumskrav reglementet udstikker.

Læs mere om bygningsreglementet her (nyt vindue)

Bygningsreglementet angiver såkaldte funktionskrav, men er ikke en arbejdsanvisning på, hvordan byggerier i praksis skal udformes. Her kan man derimod hente hjælp i Statens Byggeforskningsinstitut (SBI)

Statens Byggeforskningsinstitut (nyt vindue)

Andre love og regler

Byggeloven, bygningsreglementet og SBI-anvisningerne er grundlaget for alt byggeri, men også andre love og regler kan have konkret betydning for et byggeri. Det gælder f.eks. visse Danske Standarder og Dansk Ingeniørforenings normer, der har samme gyldighed som SBI’’s anvisninger, Stærkstrøms-reglementet, der er grundlag for el-arbejde, og Planloven, efter hvilken landet er opdelt i forskellige zoner.

Alt efter om din bolig ligger i en byzone, landzone eller sommerhusområde kan der være forskellige krav, der skal overholdes med hensyn til afstande og beboelse.

Byggemyndigheder og -tilladelser

I praksis er det den enkelte kommunes tekniske forvaltning, der behandler byggesager i kommunen og kommunalbestyrelsen, der udsteder byggetilladelser og eventuelle dispensationer.

Kommunen behandler byggesager i henhold til bygningsreglementet, men på visse områder kan kommunen fastsætte strammere eller anderledes regler end bygningsreglementet foreskriver, og det sker ved at kommunen vedtager en lokalplan.

Der kan også være begrænsninger for, hvad du må gøre ved dit hus eller grund. Den slags begrænsninger fremgår af tinglyste servitutter, også kaldet deklarationer, som skal være tinglyste og fremgår af en udskrift fra tingbogen.

Læs mere om den lokale byggemyndighed (nyt vindue)

Ansøgning om byggetilladelse og indsendelse af anmeldelser skal derfor altid ske til din hjemkommune. Har du spørgsmål til din byggesag, er det kommunens tekniske forvaltning, du skal henvende dig til.

Vær desuden opmærksom på, at selv om du har fået en godkendelse på dit projekt, er det ikke nogen garanti for, at det er lovligt udført. Det vil altid være dig som husejer, der står med ansvaret i sidste ende.

Læs mere om byggetilladelser og anmeldelser (nyt vindue)

Obligatorisk byggeskadeforsikring

I forbindelse med den ansøgning om byggetilladelse, skal der foreligge et tilbud på en byggeskadeforsikring. En byggeskadeforsikring løber i 10 år, er uopsigelig i denne periode og træder i kraft, når byggeriet afleveres til dig som forbruger.

Byggeskadeforsikringen gælder for nybyggeri, der hovedsageligt skal anvendes til helårsbeboelse, og forsikringen skal tegnes af den professionelle bygherre, der opfører nybyggeri med henblik på salg, udlejning m.v.

Der er forsikringspligt i de tilfælde, hvor den professionelle bygherre står for hele byggeprocessen og dermed indgår aftalerne med de entreprenører, der skal opføre din bolig. Der vil således være forsikringspligt i de tilfælde, hvor du som forbruger køber både projekt og grund samtidig og i de tilfælde, hvor du som forbruger har grunden i forvejen.

Det er den professionelle bygherre, som du har indgået aftale med, der skal tegne en byggeskadeforsikring, selvom han betinger sig, at du selv skal indgå aftaler med en eller flere nærmere angivne entreprenører om opførelsen af en del af din bolig.

Læs mere om den obligatoriske byggeskadeforsikring (nyt vindue)

Indhold leveret af:

Denne side er sidst opdateret: 03.02.2012