Hvis jeg skal flytte til udlandet
Hvis du skal flytte til udlandet, skal du - før afrejsen - anmelde flytning til folkeregisteret i den kommune hvor du er tilmeldt. Enhver der flytter til udlandet skal registreres som udrejst i CPR.
Ophold på mindre end seks måneder
Hvis du ikke opholder dig mere end seks måneder i udlandet, kan du bede folkeregisteret om fortsat at være registreret med bopæl i Danmark. Det kræver dog normalt, at du har fuld rådighed over din danske bolig i hele perioden. Det har du ikke, hvis boligen fx er fremlejet, lånt eller lejet ud. Hvis du ikke har fuld rådighed over boligen, kan kommunen dog lave en konkret vurdering af, om du kan blive boende, og altså stadig være registreret med bopæl i Danmark.
Hjemme i weekender og ferier
Hvis du på grund af arbejde opholder dig mere end seks måneder i udlandet, men tilbringer hovedparten af weekender, fridage og ferier på din bopæl i Danmark, har du også ret til at forblive registreret her i landet. Samme regel gælder for din ægtefælle/samlever og børn, hvis de er fulgt med til udlandet.
Det er alene kommunens afgørelse ud fra et samlet skøn, om man kan forblive registreret i Danmark ved ophold i udlandet på mere end 6 mdr. Som hovedregel er det primært faggrupper (fx lastbilchauffører) der oftest er hjemme i weekends, der opfylder kriterierne, når kommunen skønner i konkrete sager.
Det er en god idé at lade sig registrere på den danske ambassade i det land, du er flyttet til.
Find danske ambassader og konsulater i udlandet på um.dk (nyt vindue)
Flytning i udlandet
Hvis du skifter adresse i udlandet har du ret, men ikke pligt, til at få den nye udlandsadresse registreret i det danske folkeregister. Du skal give besked om adresseændringen til folkeregisteret i din oprindelige fraflytningskommune i Danmark, f.eks. pr. mail, brev eller telefax.
Adresseændringen skal indeholde følgende:
- Fulde navn
- Personnummer
- gamle adresse i udlandet
- nye adresse i udlandet
- Dato for flytning
Når Folkeregisteret har modtaget ovenstående oplysninger, har de mulighed for at registrere din nye adresse.
Hvis jeg skal flytte til et andet nordisk land
Når du flytter til Norge, Sverige, Finland, Island eller Færøerne fra Danmark, skal du altid melde det til bopælskommunen/skatteverket i det land, du flytter til. Du skal medbringe legitimation, herunder dokumentation for dit statsborgerskab (pas) og oplyse dit personnummer og tidligere adresse i Danmark.
Folkeregisteret i den kommune du er flyttet fra i Danmark kan først registrere dig som udrejst af landet, når de har fået besked fra folkeregisteret i tilflytningskommunen, om at du nu er registreret dér.
Når du flytter mellem de nordiske lande er du omfattet af en internordisk folkeregistreringsaftale, som er indgået mellem de nordiske lande. Denne aftale betyder, at du kun skal være registreret et sted i Norden. Læs mere om flytning indenfor Norden:
Flytning og pendling indenfor Norden (nyt vindue)
CPR om flytning til et andet nordisk land (nyt vindue)
Øresunddirekt om at flytte til Sverige (nyt vindue)
Hallo nordens hjemmeside (nyt vindue)
Hallo Norden - nyhedsbrev (nyt vindue)
Hvordan er reglerne for sygesikring i udlandet?
Hvis du flytter til udlandet for at arbejde og ikke længere har adresse i Danmark, er du heller ikke tilknyttet folkeregisteret.
Dermed ophører din sociale sikring i Danmark, og du skal aflevere dit gule sundhedskort til kommunen. Du er heller ikke socialt sikret under eksempelvis ferieophold i Danmark.
Nogle lande har et skattefinansieret system som det danske, mens andre landes sociale sikring bygger på et forsikringsprincip, som du selv skal købe dig til.
Danmark har udover EØS-landene, indgået aftale om social sikring med en række andre lande: Canada, Chile, Israel, Kroatien, Makedonien (FYROM), Marokko, New Zealand, Pakistan, Québec, Schweiz, Slovenien og Tyrkiet. Kontakt landets ambassade, hvis du er i tvivl.
Find danske ambassader og konsulater i udlandet på um.dk (nyt vindue)