For almindelig beboelse deles spildevandet op i to områder:
- Husspildevand som er afløb fra køkken, bad og toilet, og
- Tag- og overfladevand som er regnvand fra tage og andre helt eller delvist befæstede arealer.
Spildevand i byer
Alle større byer og en del mindre byområder i Vejle Kommune er kloakerede.
Et område kan enten være fælleskloakeret, hvor husspildevand og regnvand løber i den samme ledning, og det hele ledes til renseanlæg, eller det kan være separatkloakeret, hvor husspildevand og regnvand løber i hver sin ledning, og kun husspildevand løber til renseanlæg, mens regnvand løber urenset til vandløb eller havet.
Hvis kommunen beslutter at kloakere et opland eller ændre et opland fra fælleskloakeret til separatkloakeret, er der tilslutningspligt for de ejendomme, der ligger inden for oplandet.
Kloaknettet er et offentligt spildevandsanlæg, som drives og vedligeholdes af Vejle Spildevand A/S.
Spildevand på landet
I det åbne land hvor der ikke er kloakeret, har hver ejendom sit eget private spildevandsanlæg.
Det består af en bundfældningstank, evt. efterfulgt af en eller anden form for rensning, og med efterfølgende nedsivning i jorden eller udledning til dræn, grøft eller vandløb. Enhver ændring af et privat spildevandsanlæg kræver tilladelse fra Vejle Kommune. Se mere under Husspildevand.
Regnvand kan ledes til dræn eller nedsives i faskine på egen grund. Begge dele kræver tilladelse. Se mere under Tag- og overfladevand.