Merudgiftsydelse efter servicelovens §41
Har du et hjemmeboende barn under 18 år, som har
• betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
• en indgribende kronisk lidelse eller
• en indgribende langvarig lidelse
har du mulighed for at søge hjælp til dækning af dine merudgifter.
En indgribende kronisk lidelse er en lidelse, som har alvorlige følger i dagligdagen, og som normalt varer flere år.
En indgribende langvarig lidelse er normalt en lidelse, som har alvorlige følger i dagligdagen, og som skønnes at vare mindst et år.
Hjælpen er normalt økonomisk – altså i form af et tilskud.
Det kan f.eks. være hjælp til
• merudgifter til diætkost og egenbetaling af tilskudsberettiget medicin
• overnatning på gæstehjem ved at barns ophold på sygehus
• merudgifter til befordring til behandling eller kontrol på sygehus
• kurser til forældre og andre pårørende til handicappede.
Hjælpen er uafhængig af din indkomst og er skattefri.
For at kunne få økonomisk hjælp skal du have merudgifter for mindst 3900 kr. om året (2008). Hvis du har flere børn med omtalte lidelser, er det de samlede merudgifter for disse børn, der lægges til grund ved beregningen.
Merudgifterne skal dokumenteres eller sandsynliggøres. Dette kan gøres ved hjælp af kvitteringer for indkøb, ved en udtalelse fra diætisten (f.eks. ved fødevareallergi) eller ved kopi af indkaldelser til kontrol (ved kørselsgodtgørelse). Første gang, der søges om dækning af merudgifter, laves et overslag over disse udgifter, og beløbet kan senere ændres, hvis det viser sig, at udgiften bliver større eller mindre end forventet.
Ansøgningsskema til Merudgifter.
Uddybende spørgsmål til ordning med hjemmepasser eller barnepige
Tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §42
Der kan efter serviceloven ydes tabt arbejdsfortjeneste til den af forældrene, der følger et barn til kontroller på sygehuset mindst 4 gange årligt eller har været medindlagt under indlæggelser.
Ansøgningsskema til Tabt arbejdsfortjeneste
Ved ansøgning skal pensionsoplysninger vedlægges skema for pensionsoplysninger, samt skema med uddybende oplysninger. Når der er bevilget tabt arbejdsfortjeneste, skal du før udbetaling indsende dokumentation for fremmøde/indlæggelser fra sygehuset samt dokumentation for løntab i form af kopi af den lønseddel, hvorpå der er et løntræk for fravær.
Ansøgningsskemaer og bevillinger
Du kan finde ansøgningsskemaerne på Vejle Kommunes hjemmeside eller kontakte Familieafdelingen for at få dem tilsendt.
Kommunen skal mindst en gang om året lave opfølgning på, om det er en passende hjælp, I får. Bevillingerne til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste skal fornyes hvert år, så du skal huske at søge dem forlænget i god tid, før de udløber.
Du er altid velkommen til at kontakte Familieafdelingens sekretariat for at få vejledning til udfyldelse af skemaerne eller rådgivning om bevillinger i forbindelse med dit barns lidelse.