Henvendelse fra den unge eller forældrene til barnet eller den unge
En sag starter enten, når barnet, den unge eller forældrene selv henvender sig i Familierådgivningen eller Handicaprådgivningen for at få hjælp
eller ved
Underretning. Familie- eller handicaprådgivningen modtager en underretning om, at barnet eller den unge måske har brug for særlig social støtte. Underretteren kan enten være en privat person eller en offentligt ansat, som gennem sit arbejde er i kontakt med barnet, den unge eller familien.
Kvittering. Når Familie- eller Handicaprådgivningen har modtaget en underretning, skal der inden 6 dage sendes en kvittering for underretningen til underretteren.
Oplysninger. Familie- ellerhandicaprådgivningen vurderer herefter underretningen. Er det nødvendigt, indhentes oplysninger fra skole, daginstitution eller andre, som kender barnet eller den unge. Forældrene orienteres altid om, at der er modtaget en underretning. De bliver også bedt om at give samtykke til, at Familierådgivningen indhenter de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere underretningen. Rådgivningen har pligt til at vurdere underretningen så tilpas grundigt, at det bliver klart, om der skal laves en såkaldt Børnefaglig-undersøgelse af barnets eller den unges forhold, eller om sagen kan henlægges. Formålet med den børnefaglige undersøgelse er at fastslå, om der skal ydes social støtte til barnet eller den unge – eller evt. til hele familien. Undersøgelsen er lovpligtig.
Undersøgelse. Viser vurderingen af underetningen eller henvendelsen, at der skal laves en Børnefaglig undersøgelse, sættes denne i gang. Undersøgelsen skal komme ind på en række forhold. De omfatter udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber.
Handleplan og foranstaltning. Efter undersøgelsen konkluderer Rådgivningen, om barnet eller den unges vanskeligheder betyder, at der skal iværksættes en særlig støtte – i en såkaldt foranstaltning. Inden foranstaltningen besluttes, skal Rådgivningen udarbejde en handleplan, som beskriver, hvad formålet med foranstaltningen er. Det skal også fremgå af handleplanen, hvordan indsatsen skal være, for at formålet kan nås. Handleplanen skal komme ind på de samme forhold, som undersøgelsen omhandler, dvs. udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber.
Opfølgning. Når foranstaltningen er startet, skal Rådgivningen følge indsatsen og revidere handleplanen, så den hele tiden afspejler barnets eller den unges behov for støtte.
Anbringelse uden samtykke. Hvis undersøgelsen konkluderer, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet – og hvis forældrene ikke vil give samtykke til det – kan en tvangsanbringelse være nødvendig. Det kan dog kun ske, hvis dét, at barnet bliver boende hjemme, betyder, at der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed eller udvikling. Det er børn og unge-udvalget, som træffer afgørelser om, at børn eller unge skal tvangsanbringes. Børn og unge-udvalget består af en dommer og 3 politikere fra byrådet samt en børnesagkyndig.
Vejle Kommune har udarbejdet et anbringelsesgrundlag, læs det her.
Velfærdsministeriet har udarbejdet en pjece om de gældende regler. Download den her.