Bier
Bier er som udgangspunkt nyttedyr, som er spændende at følge på tæt hold. Frugttræer, buske og blomster bestøves, man får flere jordbær og der bliver flere frø, bær og frugter til fuglene.
Hvis du har problemer med bier i din have, kan du kontakte Danmarks Biavlerforening, tlf. 57561777, som kan give råd og vejledning.
Biller
Barkbiller, borebiller og flere andre biller kan volde skade på bevoksning og bygninger.
Få hjælp til at finde ud af, hvilke dyr det drejer sig om og hvor du kan henvende dig.
Læs mere om biller hos Skadedyrlaboratoriet eller spørg naturvejleder Steen Hedrup, Økolariet, tlf. 76812052 eller e-mail: stehe@vejle.dk.
Burfugle
Støjende fugle i voliere, der er anbragt udendørs, bør holdes i mørke fra solnedgang til kl. 07.00 alle dage, hvis fuglene generer de omkringboende. Volierer bør være anbragt mindst 2,5 meter fra naboskel.
Duer
Bestanden bør højst være på 20 duer.
Dueslag bør opføres mindst 2,5 meter fra naboskel.
Duer som skadedyr: Læs mere påSkadedyrslabatoriet, eller kontakt et skadedyrsbekæmpelsesfirma.
Dyr i byer
I byområder er det normalt ikke tilladt at holde større husdyr, bortset fra et mindre hønsehold og op til 4 hunde og tilsvarende dyr. Svin, kvæg, får, geder og heste er som udgangspunkt ikke tilladt.
Disse regler gælder i byzone- og sommerhusområder og områder i landzone, der ved lokalplan er overført til boligformål eller blandet bolig og erhverv.
Se reglerne i bekendtgørelsen fra Miljøministeriet eller spørg Natur og Miljøforvaltningen, hvis du er i tvivl.
Vi behandler også naboklager, hvis der er særlige problemer.
Høns
Hønsehus og -gård bør opføres mindst 2,5 meter fra naboskel.
Hønsehuset skal sikres mod indtrængen af rotter. Rotter (og ræve) er gode til at grave sig ned under hønsenettet. Undgå fodring med råt kød, da det kan tiltrække rotter.
For at mindske støjgener, bør hønsene (især haner og store hanekyllinger) holdes indelukket i et mørkelagt hønsehus fra solnedgang til kl. 07.00 alle dage.
Hønseholdet bør i byzone ikke overskride 10 høns og 1 hane.
Rengøring af hønsehus og -gård bør ske mindst en gang om ugen.
Inden du opfører et voliere, hønsehus eller dueslag, skal du tage hensyn til bestemmelserne i bygningsreglementet. Derfor er det en god ide at søge råd i Teknisk Forvaltning.
Foder skal opbevares i beholdere, der er sikret mod skadedyr. For at undgå fx rotter, kan beholdere hæves ca. 35 cm over terræn og være ca. 60 cm høje.
Der er særlige regler for fjerkræ (høns og andre fugle i fangenskab, ænder og gæs), i forhold til sygdomme, især fugleinfluenza. Se mere om fugleinfluenza.
Hvepse
Hvepse eller rettere gedehamse kan være irriterende, men også nyttige da de tager mange fluer og skadelige sommerfuglelarver.
Læs mere om hvepse hos Skadedyrlaboratoriet.
Krager, skader og råger
Kommunen kan ikke hjælpe med at fjerne krager, skader og råger. Hvis du har problemer med disse fugle i din have, kan du søge råd og vejledning hos vildtkonsulenten i Naturstyrelsen Trekantsområdet , Peter Bjerremand tlf. 75883199.
På kommunale skovarealer foretager kommunen i samarbejde med lokale jagtforeninger regulering af rågeunger i maj – juni. Henvendelse herom til Lars-Bo Lykke Christensen på e-mail: larlc@vejle.dk.
Katte
Vejle Kommune foretager ikke indfangning og aflivning af vilde katte. Hvis du ønsker at få indfanget og aflivet en vild kat, skal du selv betale udgifterne hertil.
Vejle Kommune kan rekvirere indfangning og aflivning af vilde katte hos Kattens Værn eller aflivning hos en anden dyrlæge, hvis du på forhånd accepterer at betale for dette.
Hvis du fortsat gerne vil have indfanget vilde skal du udfylde og underskrive dette skema Indfangning af vilde katte og sende det til servicecentret@vejle.dk
Juridisk set er der ikke pligt for kommunen til at forestå indfangning og aflivning af katte. Det fremgår dog af bekendtgørelse nr. 384 af 17. juni 1984 om indfangning og aflivning af herreløse katte § 2, stk. 3, at indfangning med henblik på aflivning kun må ske efter anmodning fra kommunen, medmindre dyrlægen finder, at aflivning må anses for påkrævet af dyreværnsmæssige grunde. Indfangning med henblik på andre foranstaltninger end aflivning kan ske efter anmodning fra enhver.
Dyrenes Beskyttelse kan eventuelt kontaktes om vilde katte, hvis der er tale om nødstedte dyr.
Mink
Har du set mink på din ejendom, i naturen eller ved havnen?
Mink, der lever i den danske natur, udgør rent faktisk en alvorlig trussel mod mange ynglende fugle, padder og mindre pattedyr.
Se ved Skov- og Naturstyrelsen, hvordan du skal forholde dig. Tlf. 75883199.
Mosegrise
Mosegrisen kaldes af og til for vandrotte eller jordrotte, men er ikke en rotte. Mosegrisen opfører sig mere som en muldvarp, og kan også skyde jorden op som muldskud. Mosegrisen kan være ødelæggende for haver og græsplæner.
Kontakt din lokale skadedyrsbekæmper eller læs mere hos Skadedyrlaboratoriet.
Mår
Er der larm på loftet, så kan det være en husmår, der har fundet vej derind.
Husmåren er noget større end en rotte, og kan buldre temmelig kraftigt, men den gnaver ikke i træværket. Hvis den ikke generer, kan man overveje at lade den blive boende.
Få mere viden om husmåren, hvordan den lever og hvordan man kommer af med den ved Skov og Naturstyrelsen hjemmeside.
Rotter
Rotter lever i kloaksystemet, og de kommer kun op til jordoverfladen, hvis der er utætheder eller brud på afløb og kloakker.
Vejle Kommune har pligt til at bekæmpe rotter, så hvis du har set rotter eller har mistanke om at der er rotter på din ejendom, skal du anmelde det til kommunen.
Læs mere om rotter, og hvordan du anmelder rotter.
Ræve
Hvis du har ræve i din have, kan du finde informationer om byræve hos Skov- og Naturstyrelsen
Vejle Kommune hjælper ikke med at fjerne ræve.
Dog skal du, hvis der er ræve ved en daginstitution, kontakte kommunen, da ræve kan være bærer af en parasit der kan overføres til mennesker.
Læs mere om parasitten hos Statens Serum Institut.
Læs også om ræveskab hos Skov- og Naturstyrelsen.
Snegle
Den iberiske skovsnegl, også kaldet dræbersneglen, findes mange steder i Vejle Kommune.
Den iberiske skovsnegl kan let forveksles med den røde eller sorte danske skovsnegl, men forekommer i forskellige brunlige nuancer.
Du kan læse mere på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside, hvor du finder gode råd om artsbestemmelse og bekæmpelse. Vejle Kommune tager sig ikke af bekæmpelse af dræbersnegle.
Bestemmelse af dyr og insekter eller andet fra naturen
Når du færdes i naturen, vil du af og til finde eller opleve noget, du ikke kender. Tag det med eller tag et billede af det, og kom ind i Økolariet, Dæmningen 11, Vejle til naturvejleder Steen Hedrup, tlf. 76812052 eller send en e-mail til stehe@vejle.dk.