Misligholdt gæld til det offentlige
Skylder du penge til det offentlige og har misligholdt din gæld (dvs. at du ikke har betalt til tiden), er det SKAT, der sørger for, at du tilbagebetaler, hvad du skylder. Det drejer sig om gæld til bl.a. Danmarks Radio, DSB, politiet, kommunerne, Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte og SKAT.
Afdrag i din løn (lønindeholdelse)
Når du skylder penge til det offentlige, kan du få en afdragsordning, du kan klare i forhold til din husholdning. Hvis du ikke indgår en afdragsordning, eller hvis du ikke holder aftalen, kan SKAT afgøre, at pengene skal trækkes over din løn (lønindeholdelse).
Lønindeholdelsen bliver fastsat til en procent, som bliver lagt til din trækprocent, så du betaler mere i A-skat. Lønindeholdelsen er en del af A-skatten, og SKAT opdeler beløbet i A-skat og lønindeholdelse. Når procentdelen fastsættes, tager SKAT hensyn til, at der skal være et nødvendigt beløb tilbage til eget og familiens underhold.
Pant i din ejendom
Ejer du fast ejendom og har misligholdt din gæld til det offentlige, kan SKAT tage et såkaldt udlæg i dine værdier eller fast ejendom. Udlæg i ejendom betyder, at SKAT pantsætter dine værdier eller fast ejendom for at få dækket din gæld.
Børne- og ungeydelsen kan blive tilbageholdt, hvis du skylder penge
Hvis du skylder penge til en eller flere daginstitutioner, kan SKAT tilbageholde din børne- og ungeydelse med op til 100 procent. SKAT tilbageholder pengene, indtil du ikke længere skylder penge til daginstitutionen.
Klagemuligheder
Vil du klage over noget i forbindelse med skat, skal du henvende dig til et skattecenter.
Find nærmeste skattecenter på skat.dk (nyt vindue)
Klage over SKATs afgørelser