Skip navigation

Rejsesygesikring

Når du rejser på ferie i udlandet, er du normalt dækket af den offentlige rejsesygesikring. Du kan læse mere om reglerne for dækning.

 

Sundhedskort (sygesikringsbevis) 

Den 1. januar 2008 blev dækningsområdet for det gule sundhedskort ændret.

Danske sikrede med et gult sundhedskort blev herefter dækket ved rejser i følgende lande:

Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Nederlandene (Holland), Polen, Portugal (inkl. Madeira og Azorerne), Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien (inkl. Mallorca, Menorca, Ibiza og De Kanariske Øer), Storbritannien og Nordirland (inkl. Gibraltar, Hebriderne, Isle of Wight), Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig, og ved rejser til Færøerne, Grønland, Andorra, Isle of Man, Kanaløerne, Monaco, San Marino og Vatikanstaten.

Det gule kort dækker udgifter til læge- og hospitalsbehandling, medicin m.m. i forbindelse med akut opstået sygdom eller ulykkestilfælde i den første måned af en ferie- eller studierejse.

Erhvervsrejser er derfor ikke dækkede.

Hvis der opstår tvivl, når du opholder dig i udlandet, kan du anvende det vagtnummer, som står på bagsiden af sundhedskortet og få vejledning fra den telefoniske vagtservice, som har døgnåbent.

Vagtnummeret er 0045 70 10 75 10.

Du kan læse mere om sundhedskortets rejsesygesikring her

 


Dækning af udgifter i det meste af EU

Dit sundhedskort er en sikkerhed for, at du enten får gratis behandling eller mulighed for refusion af udlagte udgifter, der er dækket, når du kommer hjem.

Men du kan altså risikere at skulle betale for lægehjælp og medicin direkte på feriestedet. Husk derfor at få kvitteringer på dine udgifter.

Du kan få refunderet dine udgifter ved at henvende dig til SOS A/S. Du skal altid udfylde en skadeanmeldelsesblanket.

Bemærk, at der både er et skema for rejser til EU og et skema for rejser til Norden og Storbritannien.

Blanketten kan udfyldes online på SOS hjemmeside www.sos.dk

men du kan også få udleveret et anmeldelsesskema i Borgerservice.

Går direkte til SOS hjemmeside her.

 


Hvordan er dækningen med det gule sundhedskort?


Det gule kort dækker:


Dækningsperiode: akut sygehjælp under ferie i indtil 1 måned i EU/EØS-lande samt Schweiz.

Behandling: Akut lægehjælp uden relation til den kroniske lidelse dækkes.

Lægebehandling: Fuld refusion, også hos læger uden for offentlige systemer. Ingen egenbetaling.

Hospitalsbehandling: Fuld refusion. Ingen egenbetaling. På privathospitaler dog kun refusion svarende til almindelig sygekasse.

Lægeordineret medicin: Fuld refusion. Ingen egenbetaling.

Tandbehandling og fysioterapi: Ingen dækning

Lægeordineret hjemtransport: Fra Færøerne og Grønland og i forbindelse med dødsfald

Tilknyttet service: Døgnbemandet vagtcentral yder assistance, f.eks. betalingsgaranti ved hospitalsindlæggelse. Telefonnummeret er trykt på bagsiden af det gule kort.




Dækning af udgifter ved rejser til Storbritannien og Nordirland mv.

Hvis du har været på rejse i England, Wales, Skotland, Nordirland samt diverse øer anmeldes en skade til din bopælskommune.

Du skal stadig udfylde en skadesanmeldelsesblanket. Dette kan du gøre på www.sos.dk, men du kan også få udleveret et anmeldelsesskema i Borgerservice.

Udgifterne dækkes ikke af kommunen, men kommunen fremsender på dine vegne den udfyldte anmeldelsesblanket med bilag til Patientombuddet – International Sygesikring, som herefter vil vurdere, om du kan få refunderet dine udgifter enten efter EU-reglerne eller efter reglerne for den Offentlige Rejsesygesikring.


Dækning af udgifter ved rejser i de nordiske lande

Hvis du har været på rejse i Sverige, Norge, Finland eller Island, anmeldes en skade til din bopælskommune.

Hvordan er reglerne?

I kraft af nogle særlige regler (Nordisk Konvention) kan personer med et gult sundhedskort modtage behandling i et andet nordisk land. Reglerne gælder ved rejser i Sverige, Norger, Finland  og Island.

Reglerne betyder, at man kan modtage behandling på samme vilkår, som borgerne i det land, man opholder sig i.

Reglerne går forud for rejsesygesikringen og skal derfor være udnyttet, før rejsesygesikringen kan yde dækning.

Skulle der være udgifter, som ikke er dækket af Nordisk Konvention (f.eks. egenbetaling), vil disse udgifter eventuelt kunne dækkes af rejsesygesikringen.

Du skal stadig udfylde en skadesanmeldelsesblanket. Dette kan du gøre på www.sos.dk, men du kan også få udleveret et anmeldelsesskema i Borgerservice.

Udgifterne dækkes ikke af kommunen, men kommunen fremsender på dine vegne den udfyldte anmeldelsesblanket med bilag til Patientombuddet – International Sygesikring, som herefter vil vurdere, om du kan få refunderet dine udgifter enten efter reglerne om den Nordiske Konvention, EU-reglerne eller efter reglerne for den Offentlige Rejsesygesikring.


Hjemtransport


Med hensyn til hjemtransport dækker Nordisk Konvention merudgifter til lægeordineret hjemtransport.

Som merudgifter betragtes de udgifter, der følger af den omstændighed, at hjemrejsen på grund af patientens helbredstilstand må foretages på en anden og dyrere måde, end hvad der havde været tilfældet, hvis vedkommende ikke var blevet syg før hjemrejsen.

Typiske udgifter vil være udgifter til en flybillet, i tilfælde hvor en patient grundet sin sygdom ikke kan transporteres hjem i bil.

Udgifter, der opstår ved, at en person rejser hjem på en dyrere måde end oprindeligt planlagt, fordi man på grund af sygdom bliver forsinket i rejseprogrammet, betragtes ikke som merudgifter.

Merudgifterne til lægeordineret hjemtransport skal betales af behandlingslandet.

Hvis du selv har modtaget en regning på hjemtransporten, kan du indesende denne sammen med øvrige information om din indlæggelse til kommunen.

Udgifterne dækkes ikke af kommunen, men kommunen fremsender på dine vegne en henvendelse til Patientombuddet – International Sygesikring, som herefter vil vurdere, om du kan få refunderet dine udgifter enten efter reglerne om den Nordiske Konvention, EU-reglerne eller efter reglerne for den Offentlige Rejsesygesikring.


Det blå EU-sygesikringsbevis

Du kan få brug for et EU-sygesikringsbevis, når du:

  • skal være af sted i længere tid - mere end 30 dage
  • hvis der er tale om en erhvervsrejse
  • hvis der indgår et erhvervselement i rejsen
  • eller hvis du fx har en kronisk sygdom og ved, du kan få behov for behandling eller andet.

Kortet er gratis, og kan bestilles her.

EU-kortet giver ret til læge- og sygehusbehandling, medicin m.m., hvis du bliver syg under et ophold i et europæisk land.

Kortet dækker ikke kun akut sygdom og tilskadekomst, men det der kaldes 'behovsbestemt sygehjælp' eller "medicinsk nødvendig behandling". Den behovsbestemte hjælp vil sige, at det er lægen, der afgør, hvilken behandling du kan få. Det afhænger bl.a. af, hvor længe du skal opholde dig i landet, og hvilken behandling der er tale om.

EU-sygesikringen dækker kun, hvis behandleren er tilknyttet den offentlige sygesikring i landet. Og den giver kun ret til de samme ydelser, som borgerne i det pågældende land har. Du kan derfor komme til at betale en del af behandlingen selv.

Forsikringen dækker ikke sygetransport hjem til Danmark, og den dækker ikke, hvis formålet med rejsen er at få behandling i udlandet.

Kortet dækker i disse lande: Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Rumænien, Østrig og Schweiz.

Det er ikke nødvendigt for danske statsborgere at have et EU-sygesikringsbevis ved ophold i de nordiske lande.

Kortet er heller ikke påkrævet Storbrittanien og Nordirland, hvor det er nok at vise sit pas.

Kortet dækker ved ophold i op til et år, det er gratis og kan fås hos kommunen.

Du kan læse mere om EU-sygesikringsbeviset her

Denne side er sidst opdateret: 08.04.2011