Hvilke jordflytninger skal anmeldes?
Følgende jordflytninger er anmeldepligtige til Teknik & Miljø i Vejle Kommune:
• Af forurenet jord bort fra den ejendom, hvor den er opgravet,
• Bort fra en kortlagt ejendom, hvor den er opgravet.
• Bort fra en kortlagt del af en ejendom, hvor den er opgravet.
• Bort fra et areal, som anvendes som offentlig vej, hvor den er opgravet.
• Bort fra et godkendt modtageanlæg for jord (Trådte i kraft 1.1.2007).
• Bort fra en ejendom, der er omfattet af områdeklassificering, hvor den er opgravet.
Jordflytninger under 1 m3
Hvis den jordmængde der skal flyttes fra et områdeklassificeret areal udgør mindre end 1 m3 (et par trailerlæs) kan jorden frit afleveres på Vejle Kommunes containerpladser i Vejle, Børkop, Give eller Egtved. Det fremgår at skiltningen på pladserne, hvor du skal aflevere jorden.
Husk: Støder du på en forurening under gravearbejdet eller transport af jorden, skal du straks stoppe arbejdet og underrette kommunen.
Hvornår og hvordan skal jordflytninger anmeldes?
Flytning af jord skal anmeldes af den, der som ejer, bruger eller bygherre foranstalter flytning af jorden eller er ansvarlig for den faktiske flytning af jorden, herunder entreprenøren.
Det betyder, at alle de der er involveret i flytningen ikke må udføre deres opgave uden at have sikret sig, at der er sket anmeldelse af jordflytningen.
Jordflytningen skal anmeldes digitalt på på www.jordweb.dk.
Husk: Støder du på en forurening under gravearbejdet eller transport af jorden, skal du straks stoppe arbejdet og underrette kommunen.
Akut flytning af jord kan kun ske i forbindelse med forureningsuheld eller rørbrud. I disse tilfælde kan det være nødvendigt straks at flytte jord. Her må jorden flyttes midlertidigt til f.eks. en container. Den videre flytning skal anmeldes senest tre hverdage efter den midlertidige flytning.
Krav til analyseantal og analyseparametre for områdeklassificerede arealer, lettere forurenede arealer, offentlige veje og rabatter og godkendte modtageanlæg fremgår af bilag 1 og 2 i Jordflytningsbekendtgørelsen.
Konstateres der en forurening under opgravning af jorden, skal arbejdet straks stoppes og kommunen underrettes.
Hvis flytningen foretages til et godkendt modtageanlæg, kan det foregå som en straks flytning, og der er ikke krav om, at et jordparti skal være karakteriseret med analyser.
Reglerne for anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord fremgår af jordflytningsbekendtgørelsen.
Hvordan kategoriseres jorden?
Jordflytningsbekendtgørelsen opdeler jord i 3 hovedgrupper, kategori 1 jord og kategori 2 jord samt jord, der ikke kan henføres til de to kategorier.
For at kunne dokumentere, hvilken kategori jorden hører under, skal der foretages analyser.
Det fremgår af jordflytningsbekendtgørelsen hvor mange analyser der som minimum skal foretages og hvad der mindst skal analyseres for.
Hvis jorden hører under kategori 1 er den som udgangspunkt ren. Hører jorden under kategori 2 er den lettere forurenet og hvis jorden er mere forurenet end kategori 2, er den kraftigere forurenet.
Jordens kategori bestemmer hvor jorden må flyttes hen. Du kan enten selv finde et modtageanlæg som er godkendt til at modtage den kategori jord du skal have bortskaffet eller du kan få kommunen til at anvise hvor jorden skal flyttes hen.
Jorden kan flyttes uden at være kategoriseret, hvis den flyttes til et godkendt modtageanlæg som efterfølgende foretager analyser og kategoriserer jorden. Jordflytningen skal dog alligevel anmeldes til kommunen.
Analysekrav
Kravet til antal af analyser og hvad der skal analyseres for, fremgår af Jordflytningsbekendtgørelsen, bilag 2.
Hvis arealet er kortlagt, skal kortlægningsbrevet rekvireres, inden opgravning finder sted. Kortlægningsbrevet fastslår, hvor eventuelle forureningssteder er placeret og dels, hvilke aktiviteter, og dermed hvilke forureningskomponenter, der har ført til kortlægningen. Det er udfra kortlægningsbrevet det klarlægges hvilke stoffer der skal analyseres for på det kortlagte areal.
Kortlægningsbrevet vedlægges anmeldelsen, bl.a. for at dokumentere, at de rigtige analyseparametre er udvalgt. Opgravningslokaliteten indtegnes på et kort sammen med eventuelle forureningssteder, og vedlægges anmeldelsen.
Hvis der, på et kortlagt areal, er godkendt en jordhåndteringsplan af kommunen, inden opgravning finder sted, kan kravet til antallet af analyser reduceres.
Hvis jorden er analysepligtig, skal analyserne indsendes sammen med anmeldelsen.
Jordflytning til landbrugsarealer
Hvis jorden flyttes fra et område, som ikke er anmeldepligtig, skal kommunen som udgangspunkt ikke informeres. I de tilfælde, hvor jorden ønskes flyttet til et landbrugsareal el.lign., vil det dog være hensigtsmæssigt at kontakte kommunen, for at undgå, at jord udlægges i beskyttede naturområder el.lign.
Anmeldelse af jordflytning til landbrugsareal el.lign. skal altid indeholde en kort beskrivelse af, hvorfor jorden ønskes udlagt på arealet og et kort med indtegning af, hvor jorden vil blive placeret, og i hvilken tykkelse, det tænkes udlagt.
Jord, der ønskes udlagt med en tykkelse på over ½ m, skal godkendes af Planafdelingen, og muligvis kræves en landzonetilladelse.
Henvendelse
Henvendelse til Vejle Kommune omkring jordflytning og jordflytningsreglerne kan foregå:
På telefon: 76 81 24 59 i tidsrummet:
Mandag kl. 9 – 15
Torsdag kl. 9 – 17
eller pr. mail til: www.jordflytning@vejle.dk.