Folketinget har vedtaget, at der fra 3. maj 2011 er nye regler for ophængning af valgplakater til folketingsvalg, kommunale og regionale valg, valg til Europa-Parlamentet, folkeafstemninger og andre valg, der holdes på offentligretligt grundlag.
Reglerne erstatter Vejle Kommunes regler, og gælder i øvrigt for hele landet.
Lovhjemmel til ophængning af valgplakater
- Lov om offentlige veje §§ 103a og 103b
- Lov om private fællesveje nr. 433 af 22. maj 2008 §§ 50a og 50b
- Lov om private fællesveje nr.1537 af 21. december 2010 §§ 66a og 66b
Hvornår og hvor må valgplakater ophænges
Valgplakater må ophænges fra fire lørdage inden valget. Der skal ikke længere søges tilladelse hos kommunen.
Ved valgplakater forstås valgagitatoriske meddelelser på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2.
Valgplakater skal nedtages senest 8 dage efter valget.
Opstillede partier og kandidater har ret til at hænge valgplakater op.
Valgplakater skal forsynes med navn, adresse og telefonnummer på den, der har iværksat valgplakatophængningen, fx med klistermærke på bagsiden af valgplakaten.
Valgplakater må ophænges på offentlige veje og private fællesveje.
På offentlige veje må valgplakater ophænges på master til vejbelysning, vejtræer, hegn, master til brug for elforsyning samt indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.
På private fællesveje må valgplakater ophænges på master til vejbelysning og master til brug for elforsyning.
Valgplakater skal ophænges forsvarligt og på en sådan måde, at de ikke dækker for lovligt etableret eller autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende udstyr, der forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.
Hvor må valgplakater ikke ophænges
Valgplakater på ikke ophænges:
- i midterrabatter på veje, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t.,
- i midterrabatter på strækninger, hvor hastigheden midlertidigt er nedsat til 60 km/t. eller derunder,
- på samme indretning som autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende vejudstyr,
på højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lign.,
- nærmere end 0,5 m fra kørebanekant eller 0,3 m fra cykelstikant målt fra nærmeste kant af valgplakaten,
- lavere end 2,3 m direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten,
- højere end 1,5 m under laveste strømførende ledning målt fra øverste kant af valgplakaten eller
- på en sådan måde, at valgplakaten kan medføre skader på eller ændringer af master til vejbelysning og indretninger til forsyningsvirksomhed.
Håndhævelse
Valgplakater, der er ophængt i strid hermed skal nedtages, inden for 24 timer efter at vejbestyrelsen (offentlige veje) eller kommunen (private fællesveje) har meddelt påbud herom til den, der er nævnt på valgplakaten.
Vejbestyrelsen (offentlige vej) eller kommunen (private fællesveje) eller politiet kan straks nedtage valgplakater, der udgør en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden.
De nærmere bestemmelser, herunder øvrige håndhævelsesmuligheder kan findes i lov om ændring af lov om offentlige veje og lov om private fællesveje nr. 379 af 2. maj 2011 på følgende link:
https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=136735.