Mange virksomheder oplever for tiden at få rigtig mange ansøgninger på deres ledige stillinger. I hvert fald, hvis de har været opslået via jobcentrenes jobportal Jobnet. Umiddelbart lyder det jo som en drøm for en virksomhed, hvor mange har svært ved at rekruttere nye medarbejdere.
Sådan er virkeligheden dog desværre ikke. Mange af disse ansøgninger bærer nemlig præg af at være rene standardansøgninger, som åbenlyst ikke skal betragtes som en seriøs ansøgning på det ledige job.
Afsnitsleder Bent Iversen fra Jobcenter Vejle forklarer: Vi får rigtig mange henvendelser fra virksomheder om denne problemstilling. Årsagen til de mange useriøse ansøgninger skal givetvis findes i kravet om, at ledige skal søge mindst fire jobs om ugen. Det betyder, at mange ledige finder det nødvendigt at sende ansøgninger på jobs, som de reelt ikke er interesseret i. Samtidig har en privatperson udviklet et it-program, der hurtigt kan konvertere og sende et cv fra Jobnet som en ansøgning.
På baggrund af henvendelser fra mange virksomheder vurderer Bent Iversen, at der er en reel risiko for, at virksomhederne bliver så trætte af de mange useriøse ansøgninger, så de vil tage deres samarbejde med jobcentret op til overvejelse.
E.C. Maskinfabrik i Egtved er en af de virksomheder, der har oplevet problemer med useriøse henvendelser. Direktør Karin Christensen fortæller: – Vi har via Jobnet søgt en kontorassistent, og i løbet af den første uge har vi fået 30 ansøgninger, hvoraf jeg vurderer, at de 20 ikke er seriøst ment, siger Karin Christensen. – Blandt ansøgerne er der en kok, en ejendomsmægler og en buschauffør, og deres ansøgning ligner en elektronisk standardansøgning, der ikke er målrettet et bestemt job.
Det er irriterende, at vi skal bruge tid på at sortere og vurdere alle disse ansøgninger, og der er risiko for, at vi dermed også bruger mindre tid på de seriøse ansøgninger, og det er synd og urimeligt over for dem. Hvis jobcentret ikke får stoppet alle disse useriøse ansøgere, vil vi overveje vores brug af Jobnet og samarbejdet med Jobcentret i forhold til rekruttering af medarbejdere, siger Karin Christensen.
Jobcentret efterlyser løsning
Jobcenter Vejle har før påpeget problemet og har efterlyst en løsning: - Vi beklager meget, at virksomheder på den måde bliver chikaneret og får et urimeligt omfangsrigt arbejde med at sortere i ansøgninger, siger Bent Iversen fra jobcentret. – Vi har påpeget problemstillingen over for Beskæftigelsesministeriet og vil fortsætte med at rejse problematikken over for de relevante myndigheder. Senest har vi henvendt os til det lokale folketingsmedlem Jens Vibjerg, der er arbejdsmarkedspolitisk ordfører for Venstre.
Lokalt kan vi ikke ændre bestemmelsen om, at de ledige skal søge fire ugentlige jobs, ligesom vi ikke rent teknisk kan stoppe det nævnte it-program. Vi er altså helt afhængige af, at Beskæftigelsesministeriet enten ændrer på sine jobsøgningskrav eller at man it-teknisk formår at få stoppet muligheden for at sende sit cv som ansøgning. Derudover vil vi opfordre de ledige til ikke at benytte denne ansøgningsmetode.
Vores bekymring er, at en del virksomheder på baggrund af ovenstående problemstilling simpelthen overvejer at standse brugen af Jobnet og samarbejdet med os. Det mener vi ikke, at lovgiverne på området kan leve med. Derfor håber vi, at der kan findes en løsning på problemet med de mange useriøse ansøgninger, så vi kan få stoppet denne uhensigtsmæssige jobansøgningstrafik, slutter Bent Iversen.
Yderligere oplysninger hos:
Bent Iversen, Afsnitsleder – virksomhedsservice – Jobcenter Vejle – tlf 76 81 63 33
Karin Christensen, direktør E.C. Maskinfabrik, Egtved – tlf 75 55 37 88