Vejle Kommune er stolte af at kunne præsentere de første vindere i Vejle Ådal fotokonkurrencen ”Genopdag Ådalen”. Dommerpanelet kom på hårdt arbejde, da de skulle udvælge de bedste blandt de mange billeder, som fotoglade borgere og besøgende i Vejle Ådal har lagt ind på vejleaadal.dk
De seks første vinderbilleder i Vejle Ådal fotokonkurrencen er fundet. Der blev indsendt 89 billeder alene i april, og tallet forventes at stige i maj. Det tegner dermed til, at konkurrencen bliver en flot dokumentation af, hvad Vejle Ådal rummer, da den fortsætter helt frem til september.
Hver måned udpeger dommerkomiteen seks nye vindere, som alle automatisk går videre til finalen, som holdes i Bryggen. Man kan deltage med op til fem nye billeder hver måned, så der er gode chancer for at komme i finalen.
Vejle Ådal fotokonkurrencen ”Genopdag Ådalen” begyndte i april og fortsætter til september. Hver måned udvælger dommerpanelet to vindere i hver af de tre kategorier; ”Det teknisk flotte billede”, ”Den gode historie” og ”Børn 8-16 år”. Månedsvinderne er alle med i den store finale.
Dommerpanelet, som blandt andre inkluderer borgmester Leif Skov, var meget begejstrede for det flotte udvalg af indsendte billeder, og om vinderbillederne udtalte de bl.a.: "Fin komposition og lys", "Klimakrise ironi - vandstanden stiger, men tivoli er i byen", "Ny vinkel på Tørskind", "Flot stemning og liv", "Kontrast mellem nutid/fortid og natur/by".
Som et nyt tiltag er det nu også muligt at tage billeder med mobilen og sende dem som MMS til 23 69 90 09 med navn og adresse.
Hovedpræmien er 2.500 kr., men hver måned kan man vinde bl.a. biografbilletter og koncertbilletter til Engelsholm Højskole.
Alle billederne kan ses på
www.vejleaadal.dk, hvor der også findes yderligere info om konkurrencen samt Vejle Ådal.
Vinderne i april varBørnekategori
Alexandra Martin (Vandstanden stiger)
Asger Frisgård (Bil kører omkap med flyvende gæs)
Teknisk gode billede
Steen Rasmussen (Blishøne ved solnedgang)
René Vendelbo (David Lynch stemning ved fugletårnet)
Den gode historie
Ole Risbjerg Pedersen (Himmelkunst i gummisko)
Steen Rasmussen (Fugletårn i brug)
Kontaktinformation:
For yderligere information, kontakt
Tina Freund, Udviklingssekretariatet, tlf.: 76 81 15 03 eller mail: tinaf@vejle.dk