Se flere billeder fra skeletteringen nederst på siden. Foto: Nils Rosenvold
Mandag 21. juni gik et hold fra Naturhistorisk Museum i København i gang med at få skåret kød og spæk fri og få de vitale organer ud, så de kan undersøges nærmere. Parteringen foregik manuelt med store knive for at skåne skroget. Det foregik i Inderhavnen i Vejle, og der var tæt af mennesker, der ville se på - også mange skolebørn i alle aldre.
Hele dagen igennem kom der forskere fra hele landet for at tage prøver. F.eks. stod der 15 kirurger fra Skejby Universitetshospital i grønne kitler klar til at tage hjertet ud. Hjertet blev senere på dagen fragtet til Skejby i en konserverende beholder med formalin. Forskerne vil undersøge, om hvalhjertet er bygget op på samme måde som det menneskelige hjerte og på den måde lære mere om os selv.
Andre forskere affyrede skud med harpun for at se, hvor satellitsendere ender, når en hval i levende live bliver skudt.
Nogle forskere havde fokus på hvalens ører, andre på munden, venerne, hjernen eller spækket. Også fra udlandet var der forskere, bl.a. fra Grønlands Naturinstitut.
15 studerende fra Københavns Universitet var også mødt op for at være med til at skære kødet fra knoglerne. Når de fandt noget interessant, var de flinke til at gå rundt til publikum og vise frem og forklare.
Containere med elefantgødning
På havnen stod der flere store containere fyldt med elefantgødning, som knoglerne kunne lægges i efterhånden, som de blev skåret fri. Elefantgødning er nemlig fyldt med gode mikroorganismer, som øger forrådnelsesprocessen, og som derfor lynhurtigt fjerner de sidste kødrester fra knoglerne.
Tirsdag formiddag gør forskerne arbejdet færdigt. Når hvalen er skilt ad i små dele, køres knoglerne til København til Naturhistorisk Museum, hvor de skal renses og undersøges.
Kødet - ca. 20 tons - blev sendt til Daka i Randers. Omkring tre ton fedt fra kødet blev kørt til Løsning, hvor det vil blive lavet til bio-diesel.