Endelig vedtagelse af Lokalplan nr. 1417 og tillæg nr. 48
Egtvedpigens Verden ved Egtved Holt, Egtved
Formålet med lokalplanen er at danne baggrunden for tilblivelsen af Egtvedpigens Verden, med fokus på landskabet, naturen og de to fredede gravhøje som ligger inden for lokalplanområdet. Fortællingen om Egtvedpigens Verden er blevet til efter konkurrenceprojekt udskrevet af Vejle Kommune i august 2022. Vinderprojektet danner rammen for fortællingen om Egtvedpigens Verden og den historie der udspandt sig for 3.500 år siden i bronzealderen i det samme landskab som vi kan se i dag.
Egtvedpigens Verden er et museum vendt på vrangen og gæsterne inviteres til at gå på opdagelse på den selvsamme jord, som Egtvedpigen gik på for 3.500 år siden.
Egtvedpigens Verden rummer de fem temaer: Den unge kvinde, Bronzealderens mytologi, Barnets hemmelighed, Fjerne forbindelser og Egtved i bronzealderen.
Til sammen danner de fem temaer rammen om det liv, der blev levet netop på fundstedet for Egtvedpigens grav, hvor landskabet var omdrejningspunkt for en hverdag med landbrug, bopladser og gravhøje.
Byrådet har vedtaget lokalplanen/tillægget med følgende ændringer i forhold til forslaget:
- § 5.4 ændres, så stier beliggende indenfor Nybjerg Mølle-fredningen skal etableres som trampestier i klippet græs.
- § 7.2 om bygningens facadematerialer tegl, træ og en kombination heraf, tilføjet muligheden for pudset tegl. Muligheden kan allerede indeholdes i lokalplanens nuværende bestemmelser, men det er hensigtsmæssigt, at materialet fremgår tydeligt i beskrivelsen. Dertil tilføjes det, at facader skal holdes i jordfarver.
- § 7.3 Der beskriver bygningens tag som fladt tag, tilføjes muligheden for ensidig taghældning. Bygningens højde på 6 meter er uændret.
- § 8.3 ændres, så der kun er mulighed for at etablere én trappe op ad gravhøjen, i stedet for de fire trapper som oprindeligt fremgik i lokalplanen.
- § 8.4 ændres til at materialet beton ikke må benyttes, og det skrives ud af lokalplanen.
- Derudover er der tilføjet en teknisk rettelse til kortbilag 3, hvor et byggefelt er blevet flyttet mod øst.
Her kan du se planerne
Hent lokalplanen
Hent tillægget
Hvis du ønsker at få lokalplanen med hjem, kan du købe den for 100 kr. hos Teknik & Miljø, Kirketorvet 22, 7100 Vejle.
Lokalplanen er bindende
Byrådet har den 20.11.2024 vedtaget lokalplan nr. 1417 Egtvedpigens Verden ved Egtved Holt, Egtved og tillæg nr. 48 til Vejle Kommuneplan 2021-2033.
Efter offentliggørelsen af lokalplanen den 25.11.2024 må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planen.
Klagevejledning
Du kan klage over afgørelsen til Planklagenævnet over retlige spørgsmål. Klagen skal du sende til Planklagenævnet via Klageportalen inden for 4 uger efter offentliggørelsen. Det koster et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer at klage.
Du kan søge om at blive fritaget fra at bruge klageportalen ved at sende en begrundet anmodning til plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Kirketorvet 22, 7100 Vejle. For oplysning om gebyr, og hvem der kan fritages for brug af Klageportalen, se Planklagenævnets hjemmeside.
Frist for indbringelse for domstolene er 6 måneder.
Kontakt Plan & Energi
Telefontid
- Mandag-onsdag 8-15
- Torsdag 8-17
- Fredag 8-14
Fremmøde
- Mandag-onsdag 9-15
- Torsdag 9-17
- Fredag 9-14
E-mail: plan@vejle.dk
Brug Digital Post, hvis du sender personlige oplysninger.