Forslag til lokalplan nr. 1411 og tillæg nr. 42
Erhvervsområde ved Gl. Landevej, Gravens
Formålet med lokalplanforslaget er, at sikre arealer til erhvervsvirksomheder i miljøklasse 3-5. Lokalplanen skal ligeledes sikre, at anvendelsen af lokalplanområdet ikke forurener områdets grundvandsinteresser og sikre, at der etableres afskærmende beplantningsbælter langs områdets afgrænsning mod Gl. Landevej. Lokalplanen overfører området fra landzone til byzone.
Formålet med tillægget er, at sikre arealer til erhvervsvirksomheder. Området er i dag landbrugsjord, og grænser op til eksisterende erhvervsområde i den nordlige del af Gravens. Områdets anvendelse fastlægges til erhvervsformål for virksomheder der ikke er grundvandstruende.
Dine muligheder
Byrådet har den 06.11.2024 vedtaget forslag til lokalplan nr. 1411 Erhvervsområde ved Gl. Landevej, Gravens og tillæg nr. 42 til Vejle Kommuneplan 2021-2033.
Du kan komme med idéer, bemærkninger og indsigelser i perioden fra mandag den 18. november 2024 til mandag den 20. januar 2025 kl. 15.00. Hvis indsigelsen også er på vegne af andre, skal du medsende fuldmagter. Idéer, bemærkninger og indsigelser sender du ved at klikke på knappen ”Afgiv høringssvar”, du skal bruge MitID til login. Du kan også sende dit høringssvar til plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Plan & Energi, Kirketorvet 22, 7100 Vejle.
Derefter tager byrådet endelig stilling til planerne.
Her kan du se planerne
Hent lokalplanen
Hent tillægget
Hvis du ønsker at få planerne printet, kan du kontakte Teknik & Miljø, Kirketorvet 22, 7100 Vejle.
Lokalplanens foreløbige retsvirkning
Når lokalplanforslaget er offentliggjort, må ejendommene inden for området ikke bebygges eller udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af lokalplanen.
Screening for miljøvurdering
Lokalplanens og tillæggets indvirkning på miljøet er screenet jævnfør miljøvurderingsloven. Vejle Kommune har vurderet, at planerne ikke har en væsentlig indvirkning på miljøet og derfor ikke skal miljøvurderes.
Området udlægges til erhverv for virksomheder i miljøklasse 3-5, der ikke er grundvandstruende, samtidig med at områdets zonestatus ændres fra landzone til byzone.
For at kunne udlægge nyt areal i Kommuneplan 2021-2033 til byvækst, skal der ske en omfordeling af arealer, så et andet areal udgår af kommuneplanen. Derfor udtages et areal i Ødsted på 3,5 ha fra kommuneplanens arealudlæg, så Kommuneplan 2021-2033 samlede arealudlæg fastholdes.
Planområdet grænser op til eksisterende erhvervsområde mod syd som er i miljøklasse 1-5. Nærmeste bolig ligger ca. 120 meter fra planområdet og det vurderes, erhvervsområdet er en naturlig udvidelse af eksisterende erhvervsområde og ikke vil påvirke naboejendommen.
Langs med planområdets vestlige afgrænsning skal der etablering et 10 meter bredt beplantningsbælte og delvist lands den sydlige afgrænsning. Mod nord og øst afgrænses området af et beplantet og beskyttet sten- og jorddige. Beplantningen skal sikre en klar afgrænsning mellem by og det åbne land og afskærmende erhvervsområdet set fra Gl. Landevej.
Hele området er omfattet af skovbyggelinje, og derfor skal der i den enkelte byggetilladelse gives dispensere fra skovbyggelinjen.
Planområdet ligger indenfor Område med særlige drikkevandsinteresser, og der stilles vilkår om at overfladevand fra vej- og parkeringsarealer skal anlægges med tæt belægning.
Klagevejledning for screening for miljøvurdering
Du kan klage over afgørelsen til Planklagenævnet over retlige spørgsmål. Klagen skal du sende til Planklagenævnet via Klageportalen inden for 4 uger efter offentliggørelsen. Det koster et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer at klage.
Du kan søge om at blive fritaget fra at bruge klageportalen ved at sende en begrundet anmodning til plan@vejle.dk eller Teknik & Miljø, Kirketorvet 22, 7100 Vejle. For oplysning om gebyr, og hvem der kan fritages for brug af Klageportalen, se Planklagenævnets hjemmeside.
Frist for indbringelse for domstolene er 6 måneder.
Undtagelse fra områdeklassificering
Al jord i byzone er som udgangspunkt klassificeret som lettere forurenet, men kan af kommunen undtages fra klassificeringen via Regulativ for Jord, hvis der er en rimelig grad af sikkerhed for, at et område generelt ikke er forurenet.
Området omfattet af lokalplanen vurderes at leve op til kriterierne for undtagelse fra områdeklassificeringen jævnfør jordforureningsloven. Regulativ for Jord agtes derved ændret således at området undtages fra områdeklassificeringen. Du kan læse mere og se regulativet på www.vejle.dk/områdeklassificering
Spørgsmål og høringssvar sendes til jordogvarme@vejle.dk. Høringsfristen er den 16.12.2024.