Antallet af smittede med corona stiger - læs mere om bl.a. test


Læs mere her - Information about coronavirus/Covid19

Vi passer på hinanden i Randbøldal

Lene og Jakob Pilt fandt lykken for deres familie i den tidligere telefoncentral i Randbøldal. De elsker det gammeldags nærvær i landsbysamfundet – og de elsker at være aktive, hvad enten det er sammen med naboerne eller på deres egen matrikel.

Familien Pilt ved køkkenbordet
Familien Pilt ved køkkenbordet

På køkkenbordet ligger dele til en fjernstyret bil spredt over det hele. Jakob sidder bøjet over reparationen og hører knapt dørklokken. Men han er efterhånden også vant til, at gæsterne kan finde ud af at gå ind ad døren, uden at de først skal have lov.

Lene kigger hovedrystende på sin mand. Hun har så ofte set ham være opslugt af hobbyarbejde på denne måde. Samtidig forklarer hun:

- Sammenholdet herude i Randbøldal er rigtig tæt. Vi hjælper hinanden og vi har mange sociale aktiviteter. Det holder vi meget af. Det føles meget trygt, at der altid er nogle, som holder øje med, hvad der sker.

- Men selvom vi har ”åbne døre” for hinanden er det også vigtigt at sige, at nogle beboere holder sig mere for sig selv. Og det respekterer man naturligvis 100 procent. Men for vores familie er det en af de vigtige kvaliteter ved at bo i Randbøldal, at vi alle sammen kender hinanden, siger Lene Pilt.

Familien Pilt har boet i den lille by med de smukke og stejle, skovklæde skrænter siden 2008, hvor de på en smuk vinterdag faldt pladask for både huset og beliggenheden.

- Når man ser de frodige og grønne træer i bunden af vores have, er det jo let at forstå. Men det var også smukt med snevejr og nøgne stammer, da vi så huset første gang, siger Lene.

- Ja, vi vidste det med det samme. Her skal vi bo, bekræfter Jakob.

 

Pakket ind i hønsenet

Kort efter blev familien forøget med Valdemar (som i dag er 10 år), og snart kom lillebror Kristoffer (7 år) til. Der er også en kanin, to katte og et akvarium fuld af farverige fisk.

- Det er Valdemars pligt at fodre kaninen, Kristoffer skal fodre kattene og de voksne giver fiskene mad, forklarer Lene.

I haven er der endnu flere dyr. Lenes køkkenhave er pakket ind i hønsenet på alle ledder og kanter.

- Vildet spiser af alting i haven, og de tager altid den bedste del i toppen af grøntsagerne, lyder forklaringen.

Lene håber dog på, at egnens rådyr og krondyr kan lade hendes nyanlagte staudebed langs terrassen i fred.

- Selvom det ikke generer vildet at komme tæt på huset. Det har vi set mange gange.

Ved siden af kaningården er haven blevet udstyret med et ”vildmarksbad”. Et udendørs badekar, som opvarmes til 35-40 grader via en brændeovn – en luksus på klare vinterdage, og en af de seneste, selvbyggede tilføjelser til boligen. For tilføjelser har der været mange af.

- Vi elsker at arbejde med huset og haven. I de første år havde vi nogle rigtigt store projekter inde i huset. Men efter vi blev færdige med havestuen, har vi holdt lidt pause. Næste projekt er nyt badeværelse. Det er planlagt. Og på et tidspunkt kommer vi også til at grave kælderen ud. Det er bare sådan et projekt, man lige skal samle kræfter til, siger Lene.

- Men det kommer senere, slår Jakob fast, og tilføjer:

- I den seneste tid har vi også haft nok at gøre med at betale tjenester tilbage. Alle de mennesker, som har hjulpet med vores ombygninger – når de sætter noget i stand, er vi naturligvis altid klar til at hjælpe.

Lene og Kristoffer
Lene og Kristoffer i køkkenhaven

En aktiv fritid

Selvom Lene og Jakob, der begge er uddannede ingeniører, har travlt nok på arbejde, slapper de af med at være aktive. Jakob har ryddet træerne fra et område nederst i haven, så drengene kan løbe en genvej hen til legekammeraterne. Og han har klippet et hul i hækken over til den ældre nabo til den anden side, så han kan køre ind og slå hendes græsplæne med sin havetraktor.

Andre fritimer bliver brugt på mountainbike-tracks i skoven, hvor en gruppe af de lokale mænd kører om kap.

- Valdemar har også en mountainbike, og vi har aftalt, at han skal med i skoven her i sommer for første gang, siger Jakob.

Valdemar er glad for at have cyklen, når han besøger kammeraterne.

- Men bakken er stejl, lang – og irriterende! indskyder han.

Ofte nyder storebror dog at være alene hjemme, når han kommer hjem fra skolen.

- Vi har ikke så meget larm af biler herude. Men der er meget larm henne i klassen. Det er næsten ligesom inde i Vejle, siger Valdemar.

Jakob, Valdemar og Kristoffer på cykeltur i skoven
Jakob, Valdemar og Kristoffer på cykeltur i skoven

Masser af fritidsinteresser

Cyklen er god at have i Randbøldal, men den løser ikke alle transportbehov. Drengene tager skolebussen hver dag, og forældrene må agere chauffører, når Kristoffer og Valdemar dyrker deres fritidsinteresser med tennis, gymnastik, spejder, svømning og Coding Pirates.

- Vi vidste, før vi flyttede herud, at der ville blive kørsel. Men heldigvis er der en del andre børn i byen, så vi kan arrangere fælleskørsel, siger Lene Pilt.

- Det er klart, at vi må køre børnene en del. Men det er jo positivt, at der er så mange forskellige fritidsinteresser inden for en køreafstand på 10-20 minutter. Hvis vi var blevet boende i Odense, ville vi måske køre lige så meget med drengene, siger Jakob Pilt.

I haven udenfor er Kristoffer gået i gang med at køre med sin fjernstyrede bil. Det kan godt være, at rådyrene ikke har opsporet Lenes stauder endnu, men det betyder ikke, at prydplanterne er uden risiko for skader. Sådan er det bare med to friske drenge, der har adgang til en stor have. Og hønsenettet giver køkkenhaven beskyttelse imod Kristoffers terrænkørsel.

Men så er der heller ikke mere at være bange for i Randbøldal.

- Det bedste ved at bo i en landsby som her, det er trygheden. Du har overblik over hele byen, og der er altid folk, som hjælper, når du har brug for det, siger Lene Pilt.

Ved køkkenbordet er Jakob allerede videre i arbejdet med at reparere Valdemars fjerstyrede bil.

 

Af Carsten G. Johansen

Valdemar, Kristoffer, Lene og Jakob
Valdemar, Kristoffer, Lene og Jakob
Sidst opdateret: 07. februar 2020