Information om Coronavirus

Folketinget har gennemført en række drastiske tiltag for at afbøde  smittespredningen af Coronavirus og senest en gradvis genåbning af samfundet. Læs her, hvad det betyder for dig som borger i Vejle Kommune. Tilmeld dig også gerne vores COVID-19 beredskab. Du kan også finde udvalgt information til virksomheder.
Klik her for at finde information om corona-situationen - Information about coronavirus/Covid19

Plejehjem og hjemmepleje

Hvis du bor på et plejecenter eller modtager hjemmehjælp, er du særlig sårbar. Derfor følger vi myndighedernes anbefalinger og gør alt, hvad vi kan for at undgå smittespredning. Læs, hvilke tiltag vi har sat i værk.

Anbefal denne side:

Rengøring, tøjvask og træning reduceres 

Vi suspenderer rengøringen hos ca. halvdelen af de i alt 1.500 borgere, der i dag får hjælp til rengøring og/eller tøjvask. Det sker fra 16. marts og til 13. april for at mindske smittespredning og fokusere kræfterne på de mest svækkede. Samtidig handler det om at sikre, at vi har så mange raske medarbejdere som muligt. Klippekortordningen bliver også sat på standby i en periode, mens borgere, der  får personlig pleje, ikke bliver berørt.

Alle praktiske opgaver vurderes individuelt og ud fra en sundhedsfaglig vurdering. Som udgangspunkt gælder følgende: Borgerne får kun rengøring, hvis det er for at undgå helbredsmæssige følger, ligesom der kun vaskes tøj, hvis det er for at undgå helbredsmæssige følger. 

Også kun den allermest nødvendige og kritiske træning gennemføres nu. Det betyder, at det kun er borgere med helbredsmæssigt behov for træning, som får den. Ca. 600 borgere får aflyst eller nedsat deres træning indtil videre. 

De berørte borgere får direkte besked af deres kommunale eller private hjemmeplejeleverandør.

Ingen besøg på plejecentre

Der er forbud om besøg på plejecentrene, og centrenes døre er låste. På dørene er der skilte med kontaktinfo eller information om, at man skal ringe på en dørklokke for at komme i kontakt med personalet. Vi håber på forståelse i denne situation, så vi sammen kan beskytte beboerne bedst muligt. 

Dag- og aktivitetscentre og cafeer lukker

Alle dag- og aktivitetscentre lukker frem til og med 10. maj for at forebygge coronaspredning.

Fritvalgsbevis 

Har du et fritvalgbevis og plejer at få mad i en af centrenes cafeer og ikke har mulighed for at købe mad andre steder, så kontakt Myndighedsafdelingen, tlf. 76 81 80 82. De vil sørge for, at du i stedet får din mad fra Det Danske Madhus, som leverer direkte til din dør.

Visiterede dagcentre lukker

Alle visiterede dagcentre lukker til og med 10. maj for at forebygge spredning af coronavirus.

Er du visiteret til træning på et dagcenter, kontakter din hjemmeplejeleverandør dig direkte for at aftale nærmere.

Sidst opdateret: 07. april 2020