Vi opdaterer løbende om udviklingen i vejret 28.-29. oktober 2023

Risiko for oversvømmelse 28.-29. oktober 2023

28.-29. oktober 2023

Opdatering 29. oktober 2023 kl. 8.00:

Ifølge de seneste vejrprognoser ser Vejle Kommune ikke ud til at blive ramt hårdt af det regnvejr, der bevæger sig ind over landet lige nu. Men vi holder naturligvis fortsat nøje øje med udviklingen. 

Du kan hjælpe dig og dine naboer på vej ved at tjekke dine riste ved vejen for blade og kviste. Du har også mulighed for at hente sandsække ved Materielgården på Vardevej 268.

Vi opdaterer løbende om udviklingen både her og på Facebook og Instagram. 

 

Opdatering 28. oktober 2023 kl. 21.30:

Vi holder øje med regnmængderne

DMI varsler op til 20 millimeter regn over Vejle Kommune lørdag nat og søndag morgen. Da jordene allerede er jordmættede efter regnen tidligere på ugen, kan der være risiko for oversvømmelse, ligesom vandstanden i åerne kan stige hurtigt. Det kan betyde risiko for oversvømmelse i Vejle By. 

Du kan hente sandsække ved Materielgården på Vardevej 268. Herudover opfordrer vi dig til at rense eventuelle riste på vejen ved din bolig, så vandet kan løbe væk. 

Vi holder nøje øje med udviklingen og opdaterer løbende om udviklingen ved behov både her og på Facebook og Instagram.

 

Masser af vand i Vejle

Opdatering onsdag 25. oktober kl. 13.30:

Det har regnet kraftigt i Vejle i løbet af natten og formiddagen, men det lysner nu - også på de veje, der tidligere var oversvømmede. Således er både Staldgårdsgade og Vedelsgade igen åbne for trafik, og også Vesterbrogade er stort set åben for trafik.
Her er der fri bane i østlig retning, og i vestlig retning er den ene vejbane også åben for kørsel - dog anbefaler vi lav hastighed her.
Vandstanden i åerne er fortsat høj. Derfor forventer vi at køre pumperne i det næste døgns tid. 

Opdatering onsdag 25. oktober kl. 9.45:

Der har været vand på Grundet Ringvej, og det har højvandsvagten fokus på og er ved at rense riste.

Vandet er nu væk fra Staldgårdsgade og Vedelsgade, og Vesterbrogade er nu farbar i østlig retning.

Opdatering onsdag 25. oktober kl. 5.12:

Nu også vand i Vedelsgade

Opdatering onsdag 25. oktober kl. 4.20:

Det har regnet kraftigt i Vejle, og åerne er fyldte.
Der er vand på vejbanen ved Abelonens plads, og det løber nu ned i Staldgårdsgade og Vesterbrogade.

Det hele vil nok vare et par timer endnu.
Der er mandskab på gaderne for at rengøre riste m.v.

Vesterbrogade spærret - vand i begge retninger.
Så pas på derude i morgentrafikken.

Opdatering lørdag 21. oktober kl. 10:

Vejle slap billigt fra stormen

Vejle slap meget billigt fra det sidste døgns voldsomme storm.

Vandet i Vejle Fjord nåede op på 91 cm over normalen og er nu faldet til 43 cm.
Også åerne er fyldt med vand lige til kanten, men højvandsvagten har ikke hørt om oversvømmelser. Og det har ikke været nødvendigt at starte pumperne i nat.

Bølgerne har slået op over Ibæk Strandvej og efterladt en ødelagt cykelsti. Det er derfor ikke muligt at cykle på cykelstien, og der er sat kegler op.

Vand på Abelones plads
Højvandsvagten advarer bilister mod vand på kørebanen ved Abelones Plads, og der er sat kegler op. Men vandet forsvinder i løbet af et par timer.

Ligger i læ og mindre regn
Vejle har ofte været en af de byer, der har været udsat for oversvømmelser i dårligt vejr. Men ikke denne gang.

Vejle Fjord ligger dejligt i læ af Sydsjælland, hvor de havde helt andre store problemer. Og så kan de store vandmængder, som gav problemer sydpå, ikke nå at blive presset igennem Lillebælt. Og når det kom ud på den anden side, var der store flader at fordele vandet på.

Og så har det heller ikke regnet så meget i Vejle-området som prognoserne forudså.

Men det betyder ikke, at der ikke kan være væltede træer og ligge andre løse genstande på de små veje.
Så pas på derude!

 

Opdatering fredag 20. oktober kl. 19.40

Vand på Ibæk Strandvej

Selvom Vejle har været forskånet for oversvømmelser, så slår bølgerne nu ind over Ibæk Strandvej. Bilisterne opfordres derfor til at passe på.

Men heldigvis forventes vandet i Vejle Fjord snart at begynde at falde, så forhåbentlig bliver det ikke værre.

Kl. 18 var vandstanden i Vejle Fjord 90 cm over daglig vande. Kl. 22 forventes den at være faldet til 65 cm.

Opdatering fredag 20. oktober kl. 10:

Storm over Danmark – fortsat ingen risiko for oversvømmelser i Vejle Kommune

Vejle ligger i et smørhul, når det gælder den forfærdelige storm, som rammer Danmark og især Syddanmark i det kommende døgn.

I nat kl. 4 var vandet i Vejle Fjord kun 82 cm. over daglig vande, og det giver p.t. ingen problemer. Det har ikke en gang været nødvendigt at starte pumperne.

Regnen begynder for alvor kl. 22 fredag aften i Vejle området. Lørdag morgen kl. 4 er det værste ovre, og her siger prognoserne en vandstand på 56 cm. over daglig vande i Vejle Fjord.

Det giver ingen problemer – hverken på Vejle Havn eller i f.eks. sommerhusområdet ved Høll. Her er de nye diger 2,10, og det skulle sikre området. Men der kan være høje bølger.

Regnen forventes heller ikke at give problemer med vandet fra Grejs Å. Men bliver det tilfældet, startes pumperne.

Højtvandsvagten understreger, at lige nu ser uvejret altså ikke ud til at give oversvømmelser. Men det er kun, hvis vejrudsigten og prognoserne holder. Der kan hurtigt ske ændringer.

Ligger i læ
Vejle Fjord ligger dejligt i læ af Sydsjælland, hvor de har helt andre store problemer. Og så kan de store vandmængder, som giver problemer sydpå, ikke nå at blive presset igennem Lillebælt. Og når det kommer ud på den anden side, er der store flader at fordele vandet på.

Men stormen kan give problemer på Vejle Lystådehavn, hvis bådene ikke er bundet forsvarligt fast. Pas også på med løse genstande i haverne m.v.

Tjek riste for blade
Højtvandsvagten forventer 33 mm. regn i Vejle i det næste døgn og har 8 mand på vagt til bl.a. at rense riste.

Men de opfordrer samtidig borgerne til selv at sørge for, at evt.  kloakdæksler og riste i nærheden af deres bolig er fri for blade og kviste.

 

Opdatering fredag 20. oktober kl. 7.48:

Advarsel fra Vejdirektoratet: Kør forsigtigt

I de næste mindst 48 timer forventes kraftig vind flere steder i landet. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på evt. løse genstande, væltede træer eller lignende på vejen.
Jorden er våd, og det kan give væltede træer.

Vær desuden opmærksom på, om det frarådes at passere bestemte broer med vindfølsomme køretøjer. Det er bl.a. tilfældet for Vejle Fjord Broen.

Vejdirektoratet opfordrer alle til at holde sig opdaterede om den aktuelle trafiksituation, inden de kører hjemmefra.


Opdatering torsdag 19. oktober kl. 17:

Der er vindstød af stormstyrke på vej

Information og gode råd fra Vejle Brandvæsen:

Vejle Brandvæsen er og vil de kommende dage være i løbende kontakt med DMI´s vagt, da der ofte ikke skal ret meget til, før vejrsituationen ændres.

Lige nu lyder meldingen på, at Vejle Kommune efter midnat i dag også bliver ramt at blæsten med vindstød af stormstyrke.

Og derfor beder Vejle Brandvæsen også alle borgere om at være forberedte på det værste.

Hvis havemøblerne endnu ikke er kommet ind, så få dem ind nu. Selv en havestol der “flyver” rundt kan forårsage stor skade på personer og huse.

Der er også en stor opfordring til håndværkerne. Sørg for, at byggematerialer er forsvarligt fastgjort, og stilladser er spændt rigtig godt fast eller nedtaget.

Derudover pas på med at køre på skovstrækninger, da der er stor risiko for væltede træer.

Tænk en ekstra gang, om det er nødvendigt, at løbe i skoven, da det er rigtig farligt at opholde sig i skoven under blæse/stormvejr. Der er stor fare for at træer vælter, da jorden er meget våd.

Gode råd:

- Få havemøbler inkl. parasoller og grill ind
- Alt der kan “flyve” - få det ind eller spænd det godt fast
- Skraldespande og ceontaine - få dem indendørs, hvis muligt
- Trampoliner bør fastgøres rigtig godt og allerhelst tages ned
- Sørg for at lukke vinduer - gælder også tagvinduer
- Tag flag og vimpler ned - risiko for, at flagstangen kan knække
- Pas på væltede træer ved skovstrækninger
- Lad være med at løbe eller gå i skoven med familien
- Hvis du/I ikke er hjemme, så få naboen til at holde øje med huset
- Lyt til vejrmeldingerne fra DMI
- Lyt til og følg myndighedernes advarsler
Sidst opdateret: