Har du svært ved at komme op af sofaen, eller komme ud af døren og møde nye mennesker? Vil du gerne have mere energi? Så er forløbet ”Ha’ det godt for mænd” måske noget for dig.

Ha´ det godt for mænd er et fællesskab med andre mænd, hvor alle kan være med.

  • Du får værktøjer, der kan give dig mere indsigt og viden til at tage bevidste valg i din hverdag.
  • Vi fortæller om de aktiviteter, der er i lokalområdet og snakker om, hvilken betydning de kan have i din hverdag.
  • Du får mulighed for, sammen med andre mænd at snakke om de ting, der måske kan være svære at snakke om.

Holdet arbejder med livets udfordringer og erfaringer – store som små.

Ha` det godt for mænd er ikke et generelt trivselskursus, men et fællesskab mellem mænd, som tager udgangspunkt i DIG, og der, hvor du er i LIVET.

Hør Flemming og Erik fortælle, hvad de fik ud af at gå på 'Ha' det godt, mand'

Hvor og hvornår mødes holdet?

Vi mødes hver onsdag på Vejle Bibliotek, Willy Sørensens Plads 1, 7100 Vejle.

Første gang er 23. februar – men har du først mulighed for at deltage fra 9. marts, skal du stadig være velkommen.


Program

Kl. 9.00 – 9.30 - Mulighed for kaffe og en personlig snak.

Kl. 9.30 – 12.00 - Forskellige aktiviteter og undervisning for mænd


Hvad siger deltagerne om holdet?

”En af underviserne var god til at udfordre os. Han var lidt en spradebasse som mig, så jeg følte mig tryg ved, at han kunne tåle, at jeg sagde noget til ham.”

”Underviserne havde en god forståelse for, hvornår de skulle tage emner op som virkelig betød noget for os.”

”Jeg fik mod til at tage ensomhed op som et emne op, der åbenbart også betød meget for de andre kursister.”

”Det eneste ærgerlige var, at vi sluttede efter 12 gange. Jeg kunne have blevet ved. Det var sgu som at have fået en ny familie.”

”Jeg er tidligere militærmand, og har brug for faste rammer. På kurset lærte jeg at smide kontrolgenet og turde have tillid til, at tingene nok skal gå.”

”Noget jeg også godt kunne lide var, at vi kunne give hinanden masse røg. Der var plads til at vi var forskellige men alligevel ens.”

”I dag sidder jeg ikke så meget med korslagte arme, som jeg gjorde før kurset. Og jeg er da også mere åben for at snakke om følelser, der kan være svært at rumme selv. ”

”Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke er den eneste der oplever sorg, og vi var flere i samme båd. Jeg følte mig ikke så alene bagefter, og gik hjem med nyt mod og blod på tanden. ”

”Underviserne har virkelig været gode. De forstod, at vi har det svært, men at vi gerne vil lære nogle nye ting, som kan hjælpe os videre.”

Vil du med på holdet?

Kontakt:

 

Majbritt Damgaard-Eilsø Sundhedskonsulent
Send e-mail mobil 20 52 56 16
Theis David Hambo Sand Formidler
Send e-mail mobil 91 17 03 58
Mikkel Schou Sørensen Social vicevært
mobil 20 25 02 17
Sidst opdateret: