Vedtægter for Billedkunst­rådet 2018-2021

§1 Hjemmel

Billedkunstrådet i Vejle Kommune er nedsat i henhold til§ 10 i Lov om billedkunst. Rådet er nedsat som et råd under Kultur- og Idrætsudvalget jf. Byrådets beslutning den 22. august 2012.

§2 Kommissorium

Formålet med etableringen af Billedkunstrådet i Vejle Kommune er at fremme billedkunsten lokalt og bidrage til dens kvalitet og udvikling. Billedkunstrådet skal sikre en dynamisk koordinering inden for området og agere konsulent i forbindelse med æstetiske og kunstfaglige spørgsmål.

2.1 Billedkunstrådet har til opgave:

  • igangsætte projekter, - herunder seminarer, udstillinger, workshop og lignende - der kan styrke det lokale kunstmiljø. Kunst ses her som facilitator for nye innovative samarbejdsprojekter og netværk.
  • At danne jury for ansøgninger til Billedkunstrådets kunstpulje.
  • Arbejde for bedst mulige arbejds- og værkstedsforhold for professionelle, anerkendte og aktive billedkunstnere i Vejle Kommune.
  • At agere bindeled og rådgive mellem billedkunstnere, det administrative system og politikere
  • Arbejde med formidling af billedkunsten i bybilledet - gøre den mere nærværende og vedkommende for kommunens borgere og turister.
  • At stå til rådighed for rådgivning af erhvervslivet i forbindelse med kunstnerisk udsmykning efter nærmere aftale herom.
  • At rådgive i forbindelse med Vejle Kommunes indkøb af kunst.

2.2 Midler

Midler tilvejebringes ved tilskud fra Vejle Kommune, samt ved tilskud fra private virksomheder og offentlige institutioner, herunder for eksempel Kunstrådets Huskunstnerordning, Diva-ordning, puljen til Kommunale Billedkunstråd og Statens Kunstfonds pulje til kunst i det offentlige rum.

2.3 Erhvervede kunstværker

De af Billedkunstrådet erhvervede kunstværker tilhører Vejle Kommune.

§3 Funktionsperiode og sammensætning

Billedkunstrådet i Vejle Kommune består af 7 medlemmer, hvoraf billedkunstnerne og designeren/arkitekten som udgangspunkt skal være bosiddende i Vejle Kommune. Medlemmerne udpeges af Byrådet efter indstilling fra Kultur- og Idrætsudvalget med følgende fordeling:

  • 2 byrådspolitikere
  • 3 kunstfaglige repræsentanter efter indstilling fra BKF
  • 1 repræsentant fra Kunstmuseet med kunstfaglig baggrund, efter indstilling fra Museumschefen i Vejle Kommune
  • 1 repræsentant fra design- eller arkitektverdenen

3.1 Eksterne konsulenter

Billedkunstrådet har mulighed for at invitere eksterne faglige konsulenter efter behov i forbindelse med særlige opgaver.

3.2 Om medlemmers ansættelse

Billedkunstrådet må ikke være sådan sammensat, at flertallet udgøres af medlemmer ansat i Vejle Kommune

3.3 Valg af formand og næstformand

Billedkunstrådet konstituerer sig med formand og næstformand.

3.4 Funktionsperioden

Billedkunstrådets funktionsperiode følger den kommunale valgperiode, dog fungerer et siddende billedkunstråd, indtil byrådet har udpeget medlemmer til det nye råd.

3.5 Ligestillingsloven

I henhold til ligestillingsloven § 10a skal de institutioner, der indstiller, udpege både en mand og en kvinde- såfremt det er muligt.

3.6 Medlemmers udtræden

Ved et medlems udtræden i funktionsperioden udpeger Kultur- og Idrætsudvalget et nyt medlem.

3.7 Medlemsskabets længde

Et medlem kan højst være medlem af Billedkunstrådet i Vejle Kommune i to perioder i træk. Dog skal halvdelen af de kunst- og designkyndige medlemmer af rådet udskiftes efter at have siddet i rådets første periode, - dette for at sikre et regelmæssigt flow af kunstnere i rådet.

§4 Kørselsgodtgørelse

Der ydes kørselsgodtgørelse jf. §16a, stk. 6 og §16, stk. 10 i Lov om kommunernes styrelse.

Eksterne konsulenter honoreres særskilt.

§5 Forretningsorden

Billedkunstrådet i Vejle Kommune fastsætter selv sin forretningsorden.

§6 Sekretariatsbetjening

Kultur og Fritid varetager sekretariatsbetjeningen af Billedkunstrådet i Vejle Kommune.

§7 Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægten skal godkendes i Vejle Kommunes Byråd.

Sidst opdateret: 04. november 2019