Vi søger løbende dagplejere i Vejle Kommune, og dagplejejobbet kan måske give dig et helt nyt arbejdsliv

Bliv dagplejer i Vejle Kommune

Vi søger løbende dagplejere i Vejle Kommune, og dagplejejobbet kan måske netop give dig de nye rammer for dit arbejdsliv, som du kunne ønske dig og se muligheder i?

Du kan her læse mere om jobbet som dagplejer, og hvad vi kan tilbyde dig. Se også den lille fortælling fra en dagplejer.

Hvis du har en instagram profil, kan du her se nogle små film omkring dagplejejobbet: https://www.instagram.com/dagplejenvejle/

Derfor skal du søge jobbet som dagplejer

  • Hvorfor skal du søge jobbet som dagplejer?

    • Du skal søge jobbet som dagplejer fordi du har lyst til at gøre forskel for de helt små børn. Som dagplejer har du afgørende betydning for det lille barns læring, trivsel, udvikling og dannelse i de første leveår
    • Som dagplejer bliver du en del af et unikt pasningstilbud for de små børn i Vejle Kommune, hvor det tætte samvær med den lille børnegruppe er bærende og fyldt af nærvær. Du kan styrke det lille barns livsduelighed, gennem en tryg hverdag i dine hjemlige rammer, hvor der er plads til leg, læring og små sociale fællesskaber

    • Du får en tæt kontakt til alle familier og har stor frihed til planlægge din egen hverdag sammen med børnene. Og du indgår i et fagligt fællesskab med alle dine kollegaer i området og i legestuen
  • Hvem kan søge jobbet som dagplejer?

    • Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende for, om du er den rette til jobbet - det er derimod din lyst til at arbejde pædagogisk og dit engagement omkring børns trivsel og udvikling

    • Og så er det vigtigt, at du har lyst til at stille dit hjem til rådighed for 4-5 børn, hvor forældre og børn møder dig i den nære relation, i hjemlige omgivelser.

    I dagplejen i Vejle Kommune er vi en åben organisation, der ønsker at se på muligheder og tænke innovativt, i forhold til rekruttering af nye dagplejere. Vi ved at det kan variere meget hvilket job der netop matcher den enkelte medarbejders sted i livet – og her ser vi gerne DIG hjælpe til i dagplejen i et par år eller mere, fordi det netop passer til den livsfase du er i.

    • Har du egne små børn, hvor dagplejejobbet vil passe godt til netop dit familieliv i nogle år?

    • Går du med overvejelser om at videreuddanne dig på sigt, og kan se at erfaringen fra dagplejejobbet i et par år, kunne være springbrættet hertil?

    • Er du midt i livet og har lyst til nye jobudfordringer og et karriereskift, så er dagplejejobbet måske et bud for dig?

    • Har du en ægtefælle/samlever som også kunne brænde for dagplejejobbet, så I måske kunne starte op sammen som dagplejere?

    • Er I to venner/bekendte som kunne ønske trygheden ved at have en kollega i hverdagen og at passe 8-10 børn sammen i et af jeres hjem, så er denne mulighed måske netop jer?

    • Er du netop nyuddannet pædagogisk assistent eller pædagog og har lyst til at afprøve dagplejejobbet?
  • Dine særlige kompetencer som dagplejer

    • Du udviser nærvær i samværet med de små børn og kan opbygge en tryg relation

    • Du har det rette børnesyn og kan justere dig efter børnegruppens aktuelle behov

    • Du har fokus på at udvikle gode og positive læringsmiljøer for børnene

    • Du kan indgå i et godt og positivt forældresamarbejde

    • Du er nysgerrig og har lysten til at udvikle dig pædagogisk – i samspil med kollegaer og dagplejepædagog

     

  • Hvad kan vi tilbyde i jobbet som dagplejer?

    I dagplejen ønsker vi, at du kommer godt fra start i dit nye job som dagplejer.

    Derfor arbejder vi målrettet med ”onboarding” af nyansatte dagplejere, i form af introdage, praktikdage og tæt kontakt til en mentor - samt løbende opfølgning fra dagplejepædagogen.

    Vi vil gerne give dig en tre  ugers grunduddannelse inden for det første års ansættelse.

    Vi kan tilbyde dig:

    • En spændende stilling i en udviklingsorienteret organisation

    • Stor selvstændighed omkring planlægning af den pædagogiske hverdag med børnegruppen

    • Et stærkt kollegialt fællesskab blandt dagplejerne, med udgangspunkt i heldagslegestue

    • Løbende tilsyn og faglig sparring med dagplejepædagogen

    • Løbende kompetenceudvikling gennem middagsmøder i legestuerne, aftenmøder og efteruddannelse

     

  • Fakta omkring jobbet som dagplejer

    Når vi ansætter en dagplejer er vi først ude og godkende hjemmet, inden vi kalder til en samtale. Her ligger vi vægt på hvordan dine fysiske rammer ser ud, så de kan rumme en hverdag med plads til 4-5 dagplejebørn.

    Til samtalen vil vi bl.a. være nysgerrige på at høre mere omkring dig og dine kompetencer, dit barnesyn og hvilke overvejelser du har gjort dig omkring dagplejejobbet.

    Hvis vi ansætter dig, vil du få tilbudt et introforløb, med viden omkring dagplejen og praktik hos en kollega. Vi udpeger også en mentor som skal følge dig tæt i jobbet, så du kommer godt fra start i dit nye job.

    Du vil få udleveret en startpakke med legetøj, barnevogn, højstole, iPad, telefon m.v., så du kan få dig etableret.

    En dagplejer har fast 4 børn indskrevet og modtager gæstebørn på 5. pladsen.

    Du vil altid have en dagplejepædagog tilknyttet, som giver dig vejledning og sparring i jobbet og kommer på tilsyn hos dig. Du vil ligeledes blive tilknyttet en konkret legestuegruppe.

    Du vil ikke modtage 4 børn på en gang, men løbende blive fyldt op med faste børn, ud fra hvordan ventelisten ser ud i det konkrete områder. Indtil du er fyldt op vil du skulle hjælpe med gæstebørn.

    En stilling som dagplejer er på 48 timer ugentligt. Din arbejdstid ligger inden for tidsrummet 06.00-18.00, men din præcise arbejdstid afhænger af den børnegruppe du har.

    Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst.

    60% af din løn er fradragsberettiget (se skats hjemmeside). Her tages højde for de udgifter du har til vand, el, varme, slitage og kost til dagplejebørnene.

    Du skal selv sørge for at få etableret et legeområde med hegn i dit hjem, så sikkerheden omkring børnene er i orden. Vi stiller ikke krav til specifikke legeredskaber, men ser gerne at du har en sandkasse.

  • Hvordan søger jeg jobbet som dagplejer

    Vi ansætter løbende dagplejere.

    Du kan holde øje med aktuelle stillingsopslag på Vejle Kommunes hjemmeside. 

    Du er også altid velkommen til at kontakte souschef Rikke Rønnow Andersen på mobil 40 88 35 23.

    Der kan være mange spørgsmål, når man skal starte op i jobbet som dagplejer, og mange overvejelser i forhold til sin egen familie. Derfor har vi dagplejere ansat, der gerne stiller sig til rådighed for at du kan afprøve en kort praktik i jobbet som dagplejer, hvis du har lyst til dette.

     

Er du blevet nysgerrig?

Se aktuelle stillingsopslag på Vejle Kommunes hjemmeside, eller kontakt souschef Rikke Rønnow Andersen for spørgsmål på 40 88 35 23.

Vil du vide mere, så gå ind på vores hjemmeside: www.dagplejen.vejle.dk

Vi ansætter løbende dagplejere og glæder os til at høre fra netop DIG!

En lille fortælling fra en dagplejer

"At være dagplejer er et job, hvor man arbejder med fire børn i alderen 0 – 3 år i sit eget hjem. Der er plads til et femte barn, når ens kollegaer er syge eller har fri. Hvis man selv skal have fri er der også mulighed for at sende sine egne dagplejebørn i gæstedagpleje hos sine kollegaer. Hvis man kun skal have fri i et par timer, er der mulighed for at få en såkaldt "flyver" ud, som ser efter børnene i den tid, man er væk.

Som dagplejer får man mulighed for selv at planlægge sin hverdag.  Man får mulighed for at gøre en forskel i arbejdet med de helt små børn og give dem de bedste barndomsminder med sig.

Med fire børn er der god tid til omsorg og nærvær, og det giver en god og tryg tilknytning til de små børn. En sådan tilknytning er helt unik, fordi man har børnene tæt på hele dagen, man er den der modtager børnene om morgenen og den som sender dem hjem om eftermiddagen. Det giver et tæt forældresamarbejde at have de samme familier i ens hjem i de ca. to år hvor barnet går i dagpleje.

Selvom man arbejder mange timer - 48 timer i ugen, giver jobbet en frihed. Ofte sover børnene på samme tid hver dag. Og der kan man være heldig at have et par timer, som giver mulighed for at ordne private ting, som det at sætte en vask over eller at forberede aftensmaden.  Derudover sparer man kørslen til og fra arbejde, da man jo arbejder hjemme. 

Selvom jobbet som dagplejer er meget selvstændigt og man er meget alene, er man stadig en del af et større fællesskab, bl.a. med den ugentlige legestuedag. Heldagslegestue forgår i en bygning som kommunen stiller til rådighed, der møder man ind en gang i ugen, og der bliver ens dagplejebørn afleveret og hentet. I legestuen er der god mulighed for et godt kollegafællesskab med andre dagplejere, som man kan spare med. Ud over kollegaerne får man også en pædagog tilknyttet, som man også har mulighed for at spare med.

Jobbet som dagplejer er skønt, og det er livsbekræftende at opleve den udvikling der sker i aldersgruppen 0 – 3 år. Jeg bliver varm om hjertet, når små og store stunder i hverdagen skaber glimt i øjet og smil på læben"

Mød Rikke, som er dagplejer

Se, jeg har lavet en kage!

To-årige Aya ser stolt på sandkagen, hun har bygget, mens hendes dagplejer, Rikke Andersen, roser hende for værket. Skal vi pynte den?, foreslår Rikke og lægger små muslingeskaller på sandkagen sammen med en ivrig Aya. Rundt om Aya sidder tre andre børn i sandkassen bag parcelhuset i Bredballe. De pludrer lavmælt med hinanden og med Rikke, som nyder det rolige tempo og det intense samvær med de små krudtugler.
Det er det mest livsbekræftende job, jeg har haft nogensinde. Når de kommer ind ad døren om morgenen, råber de: 'Hej Rikkemor' og giver en kæmpe krammer. Hver dag får jeg så meget kærlighed og bekræftelse af de her skønne børn. Jeg kalder det en eventyrbranche, fortæller hun.
Til oktober har Rikke Andersen to-års jubilæum i sin dagpleje. Hun har en fortid som boghandler og kontorassistent, men trængte til forandring i sit arbejdsliv. Det første frø til at tage springet blev lagt, da hendes egen søn skulle i dagpleje for 15 år siden. Her oplevede Rikke en hjertevarm dagplejer tage imod hendes guldklump, og det kom hun i tanke om, da hun stod over for en ny epoke i sit liv.
Min kærlighed til børn er stor. Jeg er sådan én, der suger dem til mig. Aldersgruppen fra nul til tre år er jeg meget fascineret af, da de udvikler sig så stærkt. Jeg føler mig så privilegeret og velsignet over at kunne bidrage til at give børn den bedste start på livet.
Som nybagt dagplejer er Rikke Andersen blevet klædt på til opgaven med kurser og sparring hos dagplejepædagogerne i Vejle Kommune. Og så taler hun ofte med sine kolleger i bydelen.
Som dagplejer er det fordommen, at man er meget alene. Men jeg føler mig aldrig alene. Jeg kan altid ringe til min dagplejepædagog, som jeg har en åben og god dialog med. Desuden mødes jeg en gang om ugen i en legestue med to andre dagplejere og deres børn. Vi hjælper og vejleder hinanden, og jeg holder meget af at vores fællesskab, siger Rikke.
Hun bliver ofte mødt af omverdenens skepsis i forhold til især arbejdstiderne. Hendes dagpleje har åbent fra klokken 6.45 til 16.30 – undtagen fredag, hvor hun går på weekend klokken 15.45.
Det giver mig en masse frihed at arbejde i mit eget hjem, fordi jeg ikke bruger tid på at køre til job eller have overarbejde, som jeg ofte havde før. Når det sidste barn er hentet, har jeg helt fri.
Omsorg og pleje af de små børn er Rikkes primære opgave, men hun sørger også for at komme ud i naturen eller haven dagligt – og så har hun lavet en kreativ årsplan delt ind efter temaer som jul, fastelavn, påske, sommerferie, halloween osv.

Jeg kan kun se én ulempe ved jobbet. Og det er, at jeg først er begyndt nu. Men jeg har forhåbentlig mange år tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg glæder mig til hver ny dag med børnene.

Sidst opdateret: