10.000 mennesker går hver dag på job i Vejle Kommune. I løbet af 2024 giver vi ordet til dem selv i en række fortællinger om deres hverdag og opgaver. Her møder du Dorthe, som er afdelingsleder på et bosted.
En bamse med bløde arme bliver lagt om halsen på en kvinde
Hun har ikke noget sprog, men i hendes øjne er det tydeligt at se, hvad tyngdebamsen giver hende.
Afdelingsleder Dorthe Schmidt Jensen fra bostedet Bakken-Dalen-Skrænten i Bo-Vejle viser rundt i fællesrummet, hvor borgerne ved hjælp af særlige tøjdyr, møbler, musik og anden sansestimulering får dæmpet angst og uro.
De 19 borgere på bostedet i Give er udviklingshæmmede, og flere af dem er også ramt af demens. En gruppe mennesker, som Dorthes hjerte banker særligt for og som hun gør alt, hvad hun kan for at støtte og udvikle sammen med sine medarbejdere.
- Vi er kun kommet hertil, fordi vi har et tæt og godt samarbejde
Hendes arbejde bærer frugt i sådan en grad, at hun har modtaget Demensprisernes ’medarbejderpris’ 2024 fra ældreminister Mette Kierkgaard. En melding, der nær gjorde Dorthe Schmidt Jensen næsten målløs.
- Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige i telefonen til ministeren – udover ’tak’. Men altså – jeg er da sindssygt stolt, og det er mine dygtige og dedikerede medarbejdere også. Vi er kun kommet hertil, fordi vi har et tæt og godt samarbejde, og fordi mine chefer har givet mig frie tøjler og vist stor tillid i forhold til at kunne investere i velfærdsteknologi.
Da Dorthe Schmidt Jensen begyndte sin karriere som pædagog i Vejle Kommune for næsten 40 år siden, fik hun hurtigt en passion for at arbejde med borgere med udviklingshandicap.
- Det er utrolig givende at arbejde med vores borgere, men også hårdt, fordi man giver så meget af sig selv. Derfor er det så vigtigt for mig at arbejde med pædagogiske tilgange, som gør, at borgerne lykkes med livet. Og når borgerne trives, smitter det positivt af på alle os, der er omkring dem.