Hvorfor er Louise glad for sin praktikplads?

Louise
Jeg har været elev siden 1/9 og her er min oplevelse af den første tid

Hej!

Jeg hedder Louise, og jeg er kontorelev i Økonomistyring hos Vejle Kommune. Til daglig befinder jeg mig i Vejle Kommunes Administrationsbygning i Skolegade, hvor jeg deler kontor med 3 af mine kollegaer fra samme afdeling.

Lidt om min arbejdsplads

I vores afdeling arbejder vi med forskellige grene indenfor kommunens økonomistyring. Vi hjælper blandt andet med at holde styr på kommunens økonomisystem samt hjælper vores kollegaer i hele kommunen, hvis de har spørgsmål eller behov for at få oprettet noget i økonomisystemet. Derudover har vi en masse andre opgaver såsom indberetning af byrådsbeslutninger, betaling af faktura, ajourføre boligsalg i kommunen samt intern afregning.

Lidt nervøs for tal - men det behøvede jeg ikke.... 

Da jeg startede hos Vejle Kommune var jeg nervøs for at skulle starte i en økonomiafdeling, da tal ikke umiddelbart sagde mig noget, og jeg var usikker på, om jeg kunne finde af det. Dog blev min værste frygt hurtigt afkræftet, og i dag synes jeg økonomi og tal er vildt spændende, og jeg er ikke i tvivl om at jeg sagtens kunne finde på, at arbejde med økonomi efterfølgende, hvilket jeg ellers aldrig havde tænkt for bare 5 måneder siden.

Som elev føler jeg mig virkelig værdsat hos Vejle Kommune, og man bliver hurtigt en del af afdelingen og får sine egne ansvarsopgaver – dog ved jeg altid, at jeg kan stille spørgsmål eller sige til, hvis jeg får brug for hjælp eller der er noget, som jeg ikke forstår. Man får altså alle muligheder for at lære og prøve sig selv af, men man har altid sine kollegaer som sikkerhed, og der er aldrig nogen der kigger skævt på en, hvis man stiller spørgsmål eller siger, at man ikke forstår det. På den måde får man, som elev ved Vejle Kommune, lov til at udvikle sig, og man vokser både fagligt og personligt.

En af de rigtig fede ting ved at være elev hos Vejle Kommune er helt sikkert, at man får lov til at prøve to forskellige afdelinger, og man får på den måde lov til at afprøve noget forskelligt undervejs i ens uddannelse, hvilket giver et stabilt grundlag til at søge videre og finde ud af, hvilken vej man egentlig ønsker at gå efter endt uddannelse.

 

Kan allerede nu mærke, at jeg har udviklet mig.... 

Selvom jeg ”kun” har været elev ved Vejle Kommune siden september, så er der ingen tvivl omkring, at jeg allerede nu kan mærke en tydelig udvikling hos mig selv – både fagligt og personligt. Jeg har lært rigtig meget omkring, hvordan jeg arbejder bedst, hvilken læringsstil jeg lærer bedst af og hvilke opgaver jeg er god til. Desuden har jeg lært meget omkring økonomi og kommunen som arbejdsplads. Alt i alt har min læringskurve gået stejlt op ad siden, at jeg startede som elev hos Vejle Kommune.

Jeg kan uden tvivl anbefale at man vælger at søge elevplads hos Vejle Kommune. Det er en fantastisk arbejdsplads, hvor man virkelig får mulighed for at udvikle sig. Hvis du viser, at du har viljen – så har kommunen alle muligheder for at give dig en fantastisk uddannelse!

Sidst opdateret: