Hvorfor Vejle Kommune?
Jeg er vokset op i Vejle kommune, og har altid elsket hvor stor en kulturby den er, hvor meget der sker og hvor mange muligheder den byder på. Det blev kun bekræftet da jeg flyttede til en anden by, Vejle er absolut et unikt sted. Det var faktisk slet ikke planen for mig at jeg skulle være eventkoordinator, i hvert fald ikke nu, men da muligheden bød sig for at søge stillingen i min hjemby så kunne jeg da ikke lade være.
Hvad har overrasket dig, efter du er startet som elev?
Det der overraskede mig mest var hvor stor forskel der er på dagene. Op til et event er der fuld fart på, og du kan næsten ikke følge med. Og imellem events er det noget mere roligt, og du har bedre tid til at gå og pusle om småtingene. Derudover overraskede det mig også hvor meget politik der skal tages stilling til. Da vi er en Kommune skal politikerne selvfølgelig have noget at sige, men det overraskede mig hvor engagerede de kan blive i selv de mindre arrangementer. Og så er jeg jo fordelt på to afdelinger, hvilket giver et helt unikt indblik i hvordan to steder kan have meget forskellige rutiner, præferencer og fremgangsmåder. Det udfordrer mig på dagligt basis, men på den fede måde.
Hvilke ansvarsområder har du?
Det er meget forskelligt fra arrangement til arrangement. Jeg har været ansvarlig for bl.a. administrativt overblik og mødeindkaldelser, dekoration af rum og scener, økonomi og ideudvikling, planlægning og afvikling af både større og mindre events. Jo længere tid jeg er her, jo større opgaver får jeg, og lige nu er jeg i gang med at planlægge to store events, et endags og et flerdags, hvor jeg er med i alt fra start til slut.
Hvordan kunne en typisk dag se ud for dig?
Jeg tror ikke jeg kan sige at jeg har en typisk dag, ingen dage er rigtig ens. Jeg sidder nogle dage ved computeren det meste af dagen og skriver med folk, researcher og planlægger. Andre dage er jeg på benene hele dagen for at afvikle, og det kan betyde alt fra at købe ind, dekorere eller bare være ansigtet udadtil der snakker med gæster og hjælper hvor der er brug for det. De fleste dage er dog en blanding af både siddende og aktivt arbejde krydret med en del møder med en masse spændende mennesker.
Har du nogle ambitioner i forhold til fremtiden?
Jeg har ingen fast plan for fremtiden endnu. Jeg kunne se mig selv i mange positioner. Jeg kunne sagtens finde på at fortsætte i Kommunalt regi, der er stor variation i opgaverne og masser af udfordringer. Men jeg kunne også godt se mig selv arbejde for en festival, et eventfirma eller et kulturelt/historisk sted.
Hvad giver dig arbejdsglæde?
Helt sikkert at mærke at jeg er en del af tingene. Når man afvikler et arrangement, man kan mærke energien fra de besøgende og jeg ved at det har jeg været med til at få til at ske. Og selvfølgelig så er et godt forhold til mine kollegaer uundværligt.
Hvis du skulle give et godt råd til kommende elever, hvad ville det så være?
Der sker helt vildt meget i den første tid, og det føles som om alle kender alle. Man kan meget hurtig få en følelse af ikke at kunne følge med. Men bare rolig, det er helt normalt at blive lidt rundt på gulvet. Du kan altid spørge om hjælp, jeg har sjældent oplevet en mail gå rundt til så mange mennesker for at hjælpe mig med at løse et problem. Og når du begynder at mærke selvsikkerheden komme frem, så hold fast i den, og tal højt!