Mød Janne - folkeskoleelev i erhvervspraktik - pædagog

Folkeskolepraktikant
Janne - på legepladsen som en del af en ugepraktik i folkeskolen

Hvorfor valgte du at komme i praktik som pædagog?
Jeg valgte at komme i en uges praktik i forbindelse min 9. klasse. Valget var Grejdalens Børnehus, som jeg selv kontaktede, da jeg gerne ville vide med sikkerhed, om det at arbejde med børn hele dagen var noget for mig, eller om jeg måske skulle vælge en anden uddannelse. Lederen var meget positiv. Hun svarede med det samme, at det kunne vi godt finde ud af og inviterede mig forbi. Her aftalte vi en praktikuge, som kunne passe med min skole, og jeg fik min egen vagtplan.

Lever Vejle Kommune op til dine forventninger som praktiksted?
En uge ved en daginstitution lever helt sikkert op til mine forventninger, jeg vil næsten sige, at det er OVER mine forventninger. Jeg blev fra første dag modtaget med åbne arme både af de voksne og af børnene, og jeg har lært en masse ting i den korte periode jeg var der. 

Hvad har du lavet under din praktik?
Jeg skulle gøre næsten alle de ting, som en pædagog skal gøre - undtagen at skifte ble, som de var så søde at undlade. Jeg var med i dagligdagen, legede med børnene, trøstede dem, hentede mad osv. 

Har det hjulpet dig til en afklaring af dit videre uddannelsesforløb?
Det har det uden tvivl. Jeg ved nu, at pædagoguddannelsen er super spændende og også kræver meget, da man gør en forskel for børnene. Jeg havde ret i, at det er den bedste vej for mig. 

Sidst opdateret: 19. december 2017