10.000 mennesker går hver dag på job i Vejle Kommune. Her har vi givet ordet til dem selv i en række fortællinger om deres hverdag og opgaver. Får du også lyst til at arbejde som f.eks. ingeniør, socialpædagog eller sygeplejerske, så hop videre til oversigten over ledige jobs.

Mød Kowsika, der er sygeplejerske

Her møder du Kowsika, der arbejder som sygeplejerske på sygeplejeklinikken i Sofiegade.

Engang kom en borger ind på sygeplejeklinikken i Sofiegade i Vejle med et stort sår på benet. Huden omkring var rød og ved at gå i opløsning, og Kowsika Sujanthan syntes, det så bekymrende ud.

Den 24-årige sygeplejerske lagde en behandlingsplan for borgeren sammen med sine kolleger, og nogle måneder efter var såret svundet ind til at være på størrelse med en 50-øre.

”Det var skønt at opleve, hvordan det kunne lykkes at få såret til at hele op. Den slags succeshistorier har jeg heldigvis oplevet en del af, og det gør mig super lykkelig at kunne hjælpe folk,” siger Kowsika Sujanthan.

 

Kowsika Sujanthan
Kowsika Sujanthan har mange forskellige opgaver i sit arbejde som sygeplejerske i klinikken i Sofiegade i Vejle. Her hjælper hun én af sine patienter med at få støttestrømper på.

Siden teenageårene har Kowsika vidst, at hun ville være sygeplejerske

”Da jeg var 13 år, blev min mor syg og var indlagt i to måneder. Jeg var med i forløbet som pårørende og oplevede, hvordan sygeplejerskerne kunne alting og havde et stort ansvar. De var ikke bare lægens hjælper,” fortæller hun.

På travle dage har Kowsika Sujanthan omkring 20 borgere forbi lejet i klinikken, hvor hun hjælper med alt fra sårpleje til kompressionshåndtering og til at lægge et kateder. På mindre travle dage er der mere tid til den enkelte, men uanset travlheden gør hun meget ud af, at borgerne skal føle sig trygge i hendes varetægt.

”Jeg får mange historier fra borgernes liv. De fleste er jo ældre end mig og mange har oplevet meget. Nogle har også givet mig husmorråd om tøjvask og pletfjerning,” siger Kowsika med et smil.

Mød Magnus, der er ingeniør

Her møder du Magnus, der arbejder som ingeniør i Teknik og Miljø

Tommestokken bliver lagt med præcision på asfalten, hvor Magnus Saugbjerg skal måle bredden af en gangbane ved skolen i Ny Højen i Vejle. Den er god nok: 1,5 meter. Og så er Magnus tilfreds.

”Jeg kan godt lide at nørkle med ting. Alt skal være korrekt. Jeg har svært ved at sige pyt, hvis en vejbane er endt med at være for smal,” fortæller Magnus Saugbjerg, der er ingeniør og projektleder i Teknik og Miljø-afdelingen i Vejle Kommune.

Siden 2020 har Magnus Saugbjerg taget turen fra sit hjem i Aarhus for at komme på job i Vejle. Her er han ansvarlig for mindre anlægsprojekter, som sikrer trafiksikkerheden. Det kan være for eksempel bump, heller, gangbaner eller ’kys og kør-pladser’ ved skoler. Han er så vild med sit arbejde, at det minder om glæden ved at have en hobby:

”Jeg har det fedt, fordi jeg selv er med til at udforme projekterne og løse dem kreativt inden for nogle rammer. Nogen gange bliver jeg så optaget af mine opgaver, at jeg tænker ’nå, jeg tager bare det næste tog hjem’,” fortæller han med et smil.

Magnus Saugbjerg
Magnus Saugbjerg nyder opgaverne og rammerne i sit job som ingeniør. Han kan både lide at arbejde kreativt og mere rutinepræget. Allerede som ganske ung vidste Magnus Saugbjerg, at han ville være ingeniør.

”Jeg tænkte, at så var det ikke læge, jeg skulle være, men ingeniør

Da Magnus Saugbjerg kom til verden for 28 år siden, var hans tilstand særdeles kritisk. Han er født med sygdommen Hydrocephalus, som også bliver betegnet som ’vand i hovedet’. I hast fik han indlagt et dræn i hjernen, som betyder, at han kan leve et helt normalt liv. Som stor dreng lavede han et skoleprojekt om sygdommen og opdagede, at det var en ingeniør, der havde opfundet behandlingen af sygdommen. Det blev en øjenåbner for ham:

”Jeg tænkte, at så var det ikke læge, jeg skulle være, men ingeniør. Det passede også godt sammen med, at jeg altid har elsket at bygge med klodser og lave alle mulige konstruktioner,” fortæller Magnus, der tog den næsten lige vej fra gymnasiet til ingeniørstudiet.

Efter endt uddannelse fik han job i to kommuner, inden han skrev kontrakt med Vejle Kommune. Selv om det kan ligne en ulempe med to timers transport om dagen, ser Magnus ikke sådan på det.

”Stemningen på kontoret er god, og det sætter jeg højere end kort vej til arbejde. Kollegerne er altid klar til at hjælpe og byde ind, hvis der er brug for det, og jeg har det computerudstyr, der er nødvendigt for at gøre mit arbejde godt. Det sidste er ikke nogen selvfølge, er min erfaring.”

Magnus Saugbjerg fremhæver desuden den store fleksibilitet i jobbet, som betyder, at han for eksempel møder ind klokken syv og går en time før om eftermiddagen. Det frigiver tid til at nå til crossfit eller se venner.

”Jeg har friheden til at sætte min hverdag op, så den fungerer for mig. Og det betyder meget for min arbejdsglæde.”

Mød Mie, der er pædagog

Her møder du Mia, der arbejder som pædagog i børnhusene Vindmøllen i Vejle

”Mie! Vil du gynge med os?”

Tre børn kommer pædagog Mie Egeskov i møde på legepladsen i børnehusene Vindmøllen i Vejle. De hopper op i den store sanserede, og Mie sætter gyngen i bevægelse med et skub. Børnene ler, solen skinner, og overalt pibler foråret frem på legepladsen.

”Sådan en dag er det jo helt fantastisk at være i mit fag. Jeg kan virkelig gå og glæde mig til at være udendørs med børnene,” fortæller Mie Egeskov, der ikke kun glæder sig over jobbet på solskinsdage.

”Jeg elsker at være i et dynamisk fag, hvor man hele tiden skal omstille sig. Og her i Vejle Kommune møder jeg rigtig mange ja-hatte, som gør, at vi sammen får løst tingene. Mit job er ikke ’bare at passe børn’, som jeg nogle gange får at vide. Vi lægger faktisk grundstenene til gode samfundsborgere her,” siger hun.

Mie Egeskov arbejder som pædagog
Mie Egeskov har arbejdet som pædagog i fire andre kommuner, inden hun kom til Vejle. Her trives hun så godt, at hun håber, hun kan blive her de næste mange år.

Som kolleger er vi bare enormt gode til at hjælpe hinanden på tværs

Mie Egeskov fik eksamensbeviset fra pædagoguddannelsen i hånden i 2015 og blev siden ansat i forskellige kortere ansættelser. Desværre kneb det alvorligt med hendes trivsel og arbejdsglæde, da hun ofte følte, at hun løb panden mod en mur, når hun ville være med til at skabe udvikling. Til sidst besluttede Mie at droppe helt ud af pædagogfaget i en periode.

”Jeg blev nødt til at gøre noget andet. Jeg elsker mit fag, men kunne mærke, at jeg havde brug for luftforandring,” fortælle Mie, der blev ansat som afdelingsleder i en bagerafdeling i et supermarked. Der arbejdede hun i seks måneder og blev langsomt glad igen. Men en dag ringede telefonen med et tilbud, hun ikke havde ventet.

”Det var Dina Jakobsen, som spurgte, om jeg ikke skulle til Vejle og arbejde for hende. Jeg kendte Dina i forvejen og vidste, at her ville jeg få en både fremsynet og empatisk leder. Og selv om jeg lige skulle sluge, at der er 65 kilometer på arbejde, sagde jeg ja.

Selv om kørselsregnskabet er til den tunge side, har Mie ikke fortrudt sit valg et øjeblik. Hun nyder friheden i jobbet til at sætte tiltag i gang og prøve af, hvad der virker uden at blive mødt med en skeptisk ’det plejer vi ikke-holdning’. Mie er også blevet tilbudt forskellige efteruddannelsestilbud, og hun glæder sig til at komme på kursus som praktikvejleder og krible-krable-kursus. Lederambitionerne regner hun også med at kunne indfri i Vejle Kommune. Når Mie Egeskov fortæller om sit arbejde som pædagog, bliver hun ofte mødt af historier om dårlig normering og konservativ ledelse. Men ingen af delene oplever hun i Vejle Kommune.

”Selvfølgelig løber vi stærkt i perioder, men jeg har aldrig stået alene med 22-23 børn, som jeg har prøvet andre steder. Og så er vi som kolleger bare enormt gode til at hjælpe hinanden på tværs. Det fællesskab gør, at det altid er rart at komme på arbejde.”

Mød Malene, der er socialpædagog

Her møder du Malene, der arbejder som socialpædagog.

I lang tid nægtede en borger på et bosted i Vejle Kommune at komme ud af sin seng. Energien og lysten var der tilsyneladende ikke, og borgeren trak sig mere og mere ind i sig selv. Socialpædagog Malene Wolf og hendes kolleger var stærkt bekymrede over situationen og ville gerne have borgeren en tur omkring lægen. Men når de forsøgte med ord, fik de blankt nej. Der måtte andre midler til, så Malene Wolf besluttede sammen med en kollega at gå anderledes til værks. De lavede blandt andet en billedserie, der visualiserede lægebesøget for at skabe tryghed og forudsigelighed. Tiltaget betød, at borgeren indvilgede i at komme til lægen, hvor det blev konstateret, at hun havde diabetes.

”Så var der jo en grund til, at hun havde det så skidt. Hun kom i behandling for sygdommen, og kort tid efter livede hun op og begyndte at tegne og male og have lyst til at være sammen med andre igen. Det var så skønt at opleve, og jeg har stadigvæk svært ved at få armene ned over sådan en succes,” fortæller Malene Wolf og bliver i samme øjeblik også lidt rørt over at fortælle historien om at gøre en kæmpe forskel i et andet menneskes liv.

Malene Wolf fremhæver episoden, fordi den har betydet noget særligt for hende. Men hun kunne fortælle om mange andre øjeblikke, hvor hun mærker en dyb mening med sit job. Hun føler, at hun aldrig står stille, mens hun arbejder med de voksne udviklingshæmmede borgere. Og netop udviklingen, processerne og farten er noget, der motiverer hende:

”Vi har et arbejdsmiljø, hvor der er plads til, at nogen gerne vil lære og udvikle sig. Det betyder rigtig meget for mig at kunne forny mig, og det kan jeg her. Jeg oplever hele tiden, at Vejle er en by i udvikling, og at der er fart over feltet. Det kan jeg også mærke på mit område, og derfor har jeg heller ingen interesse i at finde et andet job, selv om det ville være tættere på mit hjem, siger Malene Wolf, der kører 40 kilometer fra Kolding tur-retur hver dag.

Malene Wolf
Malene Wolf blev uddannet socialpædagog i 2009 og har været ansat i Vejle Kommune lige siden. I dag arbejder hun på et bosted for voksne udviklingshæmmede, hvor hun finder god plads til sine ambitioner.

For nylig er Malene Wolf blev uddannet som certificeret LA2-træner; en metode, der er noget af det nyeste nye inden for det pædagogiske felt og som handler om trivsel hos borgerne. Desuden har hun taget efteruddannelse i neuropædagogik. Det har givet hende kompetencer, der betyder, at hun jævnligt bliver brugt som konsulent på sager i Velfærdsforvaltningen.

”Vi bliver løbende tilbudt kurser og efteruddannelse, så det er bare med at springe til. Som pædagog hører jeg ofte nogle negative holdninger til faget og fremtidsudsigterne, men sagen er, at som pædagog får du adgang til masser af efteruddannelse og universitetet, hvis man selv vil det.”

Mød Adrianna, der er social- og sundhedsassistent

”Hvad skal du have at spise til din fødselsdag, Anders?”

Sosu-assistent Adrianna K. Christensen sidder sammen med Anders Bech Refsgaard, der er beboer på plejecentret Sofiegården i Vejle. Anders fylder snart 74 år, og han er ikke i tvivl om, hvad han ønsker sig på tallerkenen den dag:

”Flæskesteg. Og chips. Boller skal der også være,” siger han og slår armen om Adrianna.

For nylig var Adrianna på ferie i Paris, og da hun kom retur, blev hun modtaget med åbne arme og kærlige ord af Anders og flere andre beboere.
”Der var så meget gensynsglæde, og det er fantastisk at mærke. Jeg interesserer mig for beboerne: For eksempel hvad de kan lide at spise, hvordan er deres rytme om morgenen, og hvad har de oplevet i deres liv. Mit job handler i høj grad om at gøre beboernes liv og sidste tid så god som muligt,” fortæller Adrianna K. Christensen.

Sosu-assistent Adrianna K. Christensen
I 2006 fik Adrianna sit bevis på en gennemført sosu-assistent-uddannelse og straks efter fik hun job på Sofiegården.
Sosu-assistent Adrianna K. Christensen
Sosu-assistent Adrianna K. Christensen sammen med Anders Bech Refsgaard, der er beboer på plejecentret Sofiegården i Vejle.

I 2006 fik Adrianna sit bevis på en gennemført sosu-assistent-uddannelse og straks efter fik hun job på Sofiegården. Hun var ansat i aftenvagt i halvandet år, indtil hun valgte at blive vikar. Tre år efter kom hun tilbage til Sofiegården, og her ønsker hun at blive – også selv om hun bor 50 kilometer fra Vejle.

”Jeg er hende, der trives med ansvar og med at være noget for andre. Jeg holder af alle de relationer, jeg har til både beboere, pårørende og kolleger, og jeg nyder at være med til at skabe tryghed og tillid.”

Adrianna er en kvinde med mange kasketter, da hun ud over sin titel som sosu-assistent også er tillidsmand, praktikvejleder, bestyrelsesmedlem i sin faglige organisation - og senest er hun begyndt at læse en diplomlederuddannelse. Hun er vild med hele pakken.

”På min arbejdsplads bliver jeg hele tiden udfordret og forstyrret. Og det med at blive forstyrret skal forstås positivt. Jeg får lov at udvikle mig fagligt, og det er også derfor, jeg har været her i 14 år,” slår hun fast.

Fordommene om jobbet som sosu-assistent kender Adrianna alt til, og hun mener, at det handler om uvidenhed, når folk for eksempel siger, at hun ’jo bare tørrer numse’.

”Vores job er super varieret og fyldt med positive udfordringer henover en dag. Jeg er både økonom, husmor, sygeplejerske og læge i én. Jeg kan gøre en forskel i mit arbejde, og det skaber så meget mening.”

Sidst opdateret: