Budgetforlig 2018-2021

Budgetforligsparterne Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Nye borgerlige og Borgernes Parti i Vejle Byråd indgik tirsdag 12. september et budgetforlig, som styrker alle indsatsområder i Byrådets vision: ”Vejle med vilje”.

Der var penge i kassen – også til de langsigtede investeringer. Forligspartierne er enige om et fælles budgetforslag, som især styrker folkeskolen, infrastrukturen og den borgernære velfærd.
I alt fordeles ekstra 590 mio. kr. til drift og anlæg i de næste fire år.

SF og Enhedslisten står uden for budgetforliget.

 Markant løft til skolerne

Alle børn skal lykkes, og den faglige stolthed skal styrkes. Derfor har forligspartierne afsat ekstra 25 mio. kr. om året til Børne- og Familieområdet. Pengene skal – udover at dække de stigende udgifter til bl.a. flere børn – sikre et markant løft af den decentrale indsats for børn og unge –især flere medarbejdere i skolen. Indsatsen skal styrkes – både for dem, der har brug for et ekstra skub - og for elever med ekstraordinært talent. Derudover er der 1 mio. kr. til ”Åbne skoler” projekter næste år.
Udover ovennævnte afsættes 3 mio. kr. fra 2018 og frem til styrkelse af daginstitutionerne med en fortsat målsætning om det gode børneliv og en styrket førskoleindsats – flere hænder i daginstitutionerne.

Væksten i det nye boligområde Tirsbæk Bakker betyder også, at der skal bygges en ny daginstitution til 150 børn midt i det nye kvarter, og det koster 28 mio. kr. Der er afsat en anlægspulje på 5 mio. kr. i 2019 og 15 mio. kr. i 2020 til at løse udfordringerne med flere børn i daginstitutioner og specialinstitutioner.

Stor investering i øget mobilitet

Mobilitet er en forudsætning for den store vækst, som Vejle oplever, både når det gælder borgere og virksomheder. Derfor afsætter politikerne 20 mio. kr. om året i de kommende år til bedre infrastruktur. God fremkommelighed på byens indfaldsveje og ringveje vil blive prioriteret, og der skal også tænkes i intelligent trafikstyring.
Forholdene for de bløde trafikanter skal også forbedres, og derfor afsætter partierne ekstra 5 mio. kr. til cykelstier og sikre skoleveje.

Der afsættes 1,0 mio. kr. til kollektiv trafik med fokus på mobilitet for ældre og gangbesværede.

Den store vækst i det nye byområde Tirsbæk Bakker betyder også, at der er afsat ekstra penge til bedre infrastruktur i området. Kommunen har afsat 18,4 mio. kr. til en sammenhængende infrastruktur med sikker skolevej til Juelsmindevej og videre til Engum incl. tunnel under Juelsmindevej. Der er også afsat penge til trafiksikring ved Strandvejen i Bredballe og til cykelsti ved Hældagervej.

Kommunen er i gang med en større analyse af mobiliteten, og på baggrund af den vil byrådet senere vurdere evt. større investeringer i infrastrukturen i de kommende år.

Penge til socialt udsatte og demens

Budgetforslaget afsætter også flere penge til voksen- og ældreområdet. Der er 8 mio. kr. årligt fra 2018 til øget indsats på voksenområdet, herunder indsatsen for socialt udsatte. Seniorområdet får 2 mio. kr. om året til øget indsats på seniorområdet og ekstra 10 mio. kr. over de næste år til at indrette demensvenlige og demenssikre plejeboliger.

Penge til store og små projekter

Der er i budgettet for de kommende år også blevet plads til en række større og mindre projekter. Det er f.eks. 2,5 mio. kr. til øgede driftsudgifter i haller og ny svømmehal. Der er 2,7 mio. kr. til udvikling af Vejle Ådal og til at sikre rent drikkevand. Udvalget for Landsbyer og Nærdemokrati får 1 mio. kr. om året til varig styrkelse af det lokale arbejde og 2 mio. kr. til projekter i både 2018 og 2019. Der skal investeres 3 mio. kr. i renovering af Bredballe Center.
Derudover er der i 2019 og 2020 sat penge af til en række projekter, bl.a. færdiggørelse af Egtved Svømmehal, Kulturcenter Grejs, udvikling af Give og Børkop midtbyer og boldbaner ved Nørremarkshallen.

 

Kontaktpersoner
Jens Ejner Christensen (V) borgmester, tlf. 20 16 32 14
Christoffer Aagaard Melson (V) tlf. 26 28 82 02
Søren Peschardt (S) tlf. 51 50 84 63
Folmer Kristensen (DF) tlf. 22 81 11 34
Dan Arnløv Jørgensen (C) tlf. 25 47 35 35
Torben Elsig-Pedersen (R) tlf. 40 94 57 40
Peter G. Harboe, (I), tlf. 24 96 97 09
Holger Gorm Petersen (Nye Borgerlige) tlf. 28 35 28 98
Christa Laursen, Borgernes Parti, tlf. 22 18 70 00

Sidst opdateret: 13. september 2017