Antallet af smittede med corona stiger - læs bl.a. om nye restriktioner til og med 2. januar. Testcenter åbnet i Vejle


Læs mere her - Information about coronavirus/Covid19

Han­di­cap­po­li­tik 2019-2027

Læs handicappolitikken, som beskriver, hvordan vi i Vejle arbejder for at have en kommune, hvor det at være født med et handicap eller en funktionsnedsættelse ikke opleves som et handicap.

Forord

Arbejde og uddannelse - at kunne og ville realisere hele sit potentiale

At få en uddannelse eller et job er vigtigt for at have et aktivt og ligeværdigt liv. I Vejle Kommune
giver vi alle mulighed for at realisere deres fulde potentiale for uddannelse og job.

Det betyder…

Vi hjælper virksomheder, uddannelsesinstitutioner og vejledere med viden om de enkelte handicaps, så de kan vejlede og hjælpe bedst muligt. Arbejdsgivere skal vide, hvordan de kan indrette en arbejdsplads og kende mulighederne for støtte. De private virksomheder er nøglen til at lykkes med at få flere borgere med handicap i job.

Vi tilpasser støtten individuelt og koordinerer mellem borger, pårørende, uddannelse og arbejde. Samtidig er der sammenhæng i indsatserne og imellem overgange. Ikke mindst i overgangen fra barn til voksen.

Fleksibilitet er et vigtigt kodeord, særligt i forhold til arbejdstider, uddannelseslængde og mødetidspunkter.

Vejle Kommune går som arbejdsplads forrest og er rollemodel og sikrer alle lige adgang til arbejdsmarkedet.

Inklusion - fællesskaber der passer til enkelte

Inklusion handler om fællesskaber og om at se mennesket først. Inklusion skal villes og er en fælles opgave. Alle, der har lyst, skal derfor være del af ligeværdige fællesskaber og må ikke trække sig, fordi fællesskab er svært.

Det betyder…

Vi er ambitiøse på alle borgeres vegne og skaber fællesskaber til den enkelte. Vi er opmærksomme på, at det nogle gange kan være bedre at være sammen med mennesker i mindre fællesskaber, og sammen med mennesker, som ligner en selv, fremfor at være del af store fællesskaber.

Vi tilstræber, at personer med handicap har mulighed for at deltage i det lokale samfundsliv på lige fod med alle andre.

Pårørende spiller en vigtig rolle i de fleste menneskers liv. Har du et handicap, er du ofte afhængig af støtte og hjælp fra pårørende. Vi ser derfor pårørende som medspillere og skaber en god dialog til dem og klæder dem på med den nødvendige information.

Inklusion handler også om at være synlig for hinanden. Også der hvor vi bor. Vi tænker derfor handicapvenlige boliger ind i det almindelige bybillede og placerer dem ikke isoleret og langt fra andre.

Teknologi - vejen til et selvstændigt liv

Teknologi er et hjælpemiddel, så borgeren kan mere på egen hånd og selv kan bestemme. Men
teknologi skal give mening.

Det betyder…

Vi udvikler og udnytter derfor teknologier sammen med de mennesker, der skal bruge dem, og vi inddrager og vejleder medarbejdere og pårørende.

Vi følger den teknologiske udvikling, men er også opmærksomme på, at teknologien skal følge os, så den i praksis kan bruges af alle.

Vi er opmærksomme på, at teknologi både åbner for socialt samvær og medvirker til ensomhed, hvis den erstatter den menneskelige kontakt. Det må ikke ske.

Det er vigtigt, at vi altid holder øjnene åbne for de nye muligheder, som teknologien giver, og ikke er teknologiforskrækkede. Vi fortæller derfor løbende borgerne om nye og måske endnu bedre støttemuligheder – og fortæller gerne de gode historier videre for at dele, hvad vi ved om teknologi, med andre.

Sundhed - fysisk, psykisk og social sundhed skaber trivsel og velvære

Sundhed handler om at have det godt både fysisk og psykisk. At have lige muligheder handler derfor ikke kun om kost og motion, men om at trives. Det kan være sværere at ‘have det godt’, hvis du har en funktionsnedsættelse.

Det betyder…

At alle, der ønsker det, skal kunne være en del af et socialt fællesskab. Vi er modige og tør tage de svære samtaler, både om kost, misbrug, overvægt og motion. Vi skaber de bedste rammer for det sunde valg og er bevidste om, at kommunens medarbejdere ofte er rollemodeller.

Mange indsatser inden for sundhed er ofte til borgere uden funktionsnedsættelse, men skal kunne rumme alle borgere – også når det gælder emner som misbrug og ensomhed.

Vores kommunikation om sundhed er derfor tydelig og forstås af alle. Vi forbedrer vores råd og vejledning til pårørende og medarbejdere om eksisterende tilbud og muligt, så flest muligt lever aktive og sunde liv.

Vi vil satse på at være førende i parasport – både på det brede felt og i forhold til eliten.

Fokus - sådan gennemfører vi handicappolitikken

Handicappolitikken er for hele kommunen, dvs. borgere, virksomheder, uddannelser, foreninger
og forvaltningerne i Vejle Kommune.

Handicappolitikken skal ses i sammenhæng med kommunens øvrige tværgående politikker.

Politikken har fokus på, at vi alle har ansvar for at gøre Vejle Kommune attraktiv for alle borgere, og alle har derfor et ansvar for, at politikken bliver udført i praksis.

Sidst opdateret: 20. december 2019