73 procent af borgerne i Vejle Kommune dyrker idræt eller motion. Det viser Idræts- og motionsvaneundersøgelsen 2022, hvori du blandt andet kan blive klogere på de mest populære aktiviteter, foretrukne steder at dyrke motion og vigtigste årsager til at være aktiv blandt de 18-75-årige i Vejle Kommune. Nysgerrig? Så læs mere herunder.

Bor du i Vejle Kommune? Så er der nok en relativt stor chance for, at du for nyligt har snøret vandreskoene og været en tur ude i naturen. Vores borgere er nemlig vilde med at vandre, og den seneste idræts- og motionsvaneundersøgelse viser, at hele 71 procent af borgerne, der dyrker motion eller idræt, vandrer.

Foruden vandreturene er borgerne i Vejle glade for at dyrke fitness og styrketræning, løbeture, svømning og yoga eller pilates.

Graf der viser, hvilke aktiviteter, respondenterne har dyrket regelmæssigt inden for de seneste 12 måneder. 71 % svarer vandreture. 41 % svarer fitness eller styrketræning på egen hånd. 35 % svarer løb. 21 % svarer svømning. 17 % svarer yoga, pilates, afspænding og meditation.

Samtidig viser undersøgelsen, at 55 procent af de ikke-aktive borgere, ville vandre, hvis de skulle begynde på en aktivitet.

Graf der viser, hvilke aktiviteter, respondenterne kunne tænke sig at dyrke, hvis de skulle starte til en ny aktivitet. Respondenterne havde mulighed for at angive flere svar. 55 % svarer vandreture. 34 % svarer fitness eller styrketræning på egen hånd. 31 % svarer løb. 28 % svarer svømning. 20 % svarer fitness eller styrketræning på hold.

Naturen som arena

Hvis vi selv skal sige det, så er Vejle Kommune et af de mest naturskønne områder i Danmark. Og det er da også hele 87 procent af kommunens aktive borgere, der svarer, at de bruger naturen som arena, når de dyrker idræt eller motion.

Graf der viser, hvilke idrætsanlæg, -faciliteter, -lokaler eller -steder respondenterne benytter til at dyrke idræt eller motion. Respondenter havde mulighed for at give flere svar. 87 % svarer, at de bruger naturren. 50 % svarer at de bruger hjemmet, haven, veje, gader, fortove og lignende.  42 % bruger fitnesscenter eller motionsrum. 29 % bruger hal eller sal. 21 % bruger svømmehal. 18 % bruger andre baner end fodboldbaner. 8 % bruger fodboldbaner og anlæg ved vand. Og 4 % brug aktivitetsanlæg.

Du kan dykke mere ned i alle tallene i vores seneste idræts- og motionsvaneundersøgelse, som er udarbejdet af DGI, DIF og Vejle Kommune i Bevæg dig for livet-regi.

Sidst opdateret: