Borgerrådgiveren hjælper borgere, foreninger og virksomheder, der f.eks. har svært ved at forstå en afgørelse eller måske er ”faret vild” i det kommunale system.
Thea Nielsen har været ansat som borgerrådgiver i Vejle Kommune siden juni 2022, og det har mange borgere benyttet sig af. I det første halvandet år er hun blevet kontaktet i alt 544 gange. Resultatet af de mange henvendelser er nu samlet i den første årsberetning, som kan læses her på hjemmesiden.
Årsberetningen fortæller dels noget om borgernes syn på kommunen, og hvorfor de har kontaktet borgerrådgiveren. Men den indeholder også flere anbefalinger til, hvordan vi på en række områder kan forbedre vores arbejdsgange og sagsbehandling. Målet er at sikre borgernes retssikkerhed og øge deres tilfredshed.
Fokus på folkeskolen og Barnets lov
Borgerrådgiveren har udpeget to fokusområder i 2024. Det er folkeskolernes notatpligt og Barnets lov.
Borgerrådgiveren har ikke haft særlig mange henvendelser vedrørende folkeskolen. Men de få henvendelser har fokuseret på de samme problemer. Det er forældre, der har undret sig over manglende notater, og hvorfor skolen ikke har truffet afgørelse i deres sag. Derfor bliver det et af fokusområderne i år.
Barnets lov trådte i kraft den 1. januar i år og er en del af reformen: Børnene Først. Loven skal sikre en hurtigere og mere effektiv hjælp til børn og familier. Allerede når barnet er fyldt 10 år, får det partsstatus og kan klage over afgørelser. Børn ned til 10 år får flere rettigheder og kan f.eks. sige nej til samvær med deres forældre. Borgerrådgiveren vil derfor have fokus på, hvordan loven tolkes og bruges i praksis i Vejle Kommune.
5 generelle anbefalinger
Udover de to fokusområder vil borgerrådgiveren også følge op på de generelle anbefalinger, hun har givet hver enkelt forvaltning. Og så har borgerrådgiveren på baggrund af henvendelserne formuleret fem generelle anbefalinger, som gælder alle forvaltninger i Vejle Kommune.
Det er:
- Yderligere fokus på at sikre borgerne en tilbagemelding på deres henvendelse.
- Fortsat fokus på tværfaglige sager, hvor borgerne har komplekse problemer, og hvor flere afdelinger med fordel kan involveres.
- Behov for tydelig og transparent kommunikation med borgerne, så de altid oplever en professionel, serviceminded, respektfuld og imødekommende kommune, der kommunikerer forståeligt og korrekt og samtidig i øjenhøjde med borgerne.
- Fokus på at borgerne altid får den korrekte vejledning om, hvor de skal henvende sig for at få svar på deres spørgsmål.
- Opfordring til at sende afgørelser ud på dage, hvor borgerne har mulighed for at kontakte kommunen, og f.eks. ikke op til en weekend, hvis det er muligt.
Borgerrådgiveren er ansat under Byrådet og er uafhængig af kommunens udvalg og forvaltninger.