Afsløring af skulpturen Brobyggeren på Lystbådehavnen i Vejle

Fredag 6. december inviterer Vejle Kommune til afsløring af skulpturen Brobyggeren, som er flyttet ind på hovedmolen på Vejle Lystbådehavn. Brobyggeren er en stor flot bronzeskulptur skabt af kunstneren Henrik Busk Andersen, som har skænket skulpturen til Vejle Kommune.

Anbefal denne side:

Den 120 kilo tunge skulptur er inspireret af Vejlefjordbroen. Brobyggerens rygsøjle er en række bølger, som er inspireret af byggeriet Bølgen på Lystbådehavnen, og fødderne danner et V for Vejle.

Borgmester Jens Ejner Christensen er stolt over, at Lystbådehavnen har fået foræret den flotte skulptur.
- Den er skabt til Vejle og vil være en flot velkomst til de mange gæster, som besøger Vejle ad vandvejen, og til de mange besøgende, som går tur på molen, understreger borgmesteren.

Brobyggeren er en skulptur til Vejle og vejlenserne, men den er også et socialt projekt. Overskuddet fra salget af mindre modeller af Brobyggeren går til værestedet Café Parasollen.

Ved den officielle afsløring af skulpturen, som foregår fra kl. 10.30, er der taler ved borgmester Jens Ejner Christensen, kunstneren Henrik Busk Andersen og sognepræst ved Mølholm Kirke, Erik Steen Nielsen.

Det var netop en udstilling i Sognehuset i Mølholm, som gav den nordjyske kunstner ideen til Brobyggeren.
Henrik Busk Andersen er autodidakt billedkunstner og især kendt for sine farvestrålende abstrakte malerier. De mindre modeller af Brobyggeren kan også købes ved Mølholm Kirke og i Det Lille Galleri på Rolighedsvej i Vejle.

Efter afsløringen og talerne er der kaffe og rundstykker i Jollelokalet på Klubøen.

 

Sidst opdateret: 26. november 2019