Corona - bl.a. om vaccinationer og test. Nu 13 steder du kan blive testet i Vejle og centerbyer med flere....


Læs mere om corona her / Information in English

Analyse: Virksomheder ser lysere på fremtiden nu end i coronaens spæde start

Dog fortæller mange virksomheder, at deres omsætning har taget store dyk. Se præsentation fra februars online briefing af erhvervslivet, hvor kommunens erhvervschef fremlagde analysens resultater.

Anbefal denne side:
Online Erhvervsbriefing - 24. februar 2021

En ny analyse af coronaens konsekvenser for virksomheder i Vejle Kommune fortæller to historier: Én god og én dårlig.

Den gode nyhed er, at halvtreds procent af Vejles virksomheder har kunnet fortsætte upåvirket af coronakrisen.

Den dårlige nyhed er, at de andre halvtreds procent af Vejles virksomheder er ramt af coronakrisen. Og en del er meget ramte.

Sådan lød det onsdag 24. februar fra Vejle Kommunes erhvervs- og turismechef, Morten Damgaard, da han præsenterede resultaterne på en online erhvervsbriefing:

- Analysen viser, at det heldigvis er lykkedes mange virksomheder at løfte situationen fra april 2020, hvor en tredjedel af virksomhederne fortalte os, at de havde oplevet et omsætningsfald på mellem 75 og 100 procent, fortæller Morten Damgaard, og fortsætter:

- Denne andel er nu kommet ned på otte procent, men vi kan også se, at 16 procent af virksomhederne har mistet halvdelen af omsætningen eller mere – og det er klart, at det er voldsomme tal, siger erhvervs- og turismechefen.

Turismen og restauranterne er hårdest ramt

Den nye analyse fra Vejle Kommunes erhvervsafdeling, der blev gennemført i november og december 2020, er baseret på besvarelser fra 742 lokale virksomheder – svarende til i omegnen af 15 procent af alle virksomheder i Vejle Kommune.

Analysen er fyldt med ”hårde tal” og tegner et klart billede af et turisterhverv og en restaurantbranche, der har været særligt hårdt påvirket af restriktionerne, der er blevet indført pga. corona-pandemien.

- Vi kan se, at tyve procent af alle virksomheder inden for turisme- og restaurantbranchen har haft en nedgang i omsætningen på mere en 75 procent. Det er naturligvis voldsomt selvom det er et løft i forhold til, at det var 74 procent af alle virksomheder i denne branche, der i april meldte, at deres omsætning stort set var forsvundet, forklarer Morten Damgaard.

Kulturvirksomheder og sundhedsvirksomheder har også været relativt hårdt ramt, mens byggeri- og håndværksvirksomheder i relativt mindre grad er ramt af en voldsom omsætningsnedgang.

Mange har søgt kompensation – og mange har fået

I foråret indførte regeringen en række støtte- og kompensationsordninger. Dem har virksomheder i Vejle Kommune benyttet sig af i stort omfang. Det er rigtig godt, mener kommunens erhvervschef, der gennem Vejle Erhverv også har iværksat særlige initiativer for at hjælpe lokale virksomheder med at søge de statslige hjælpeordninger.

27 procent af virksomhederne, der har besvaret Vejle Erhvervs spørgeskemaundersøgelse, har svaret, at de i foråret søgte kompensation gennem ordningerne.

- Selvom systemet og ansøgningsprocessen var bøvlet, og vi også har fået mange opkald fra virksomheder, der havde spørgsmål til ordningerne, så har det vist sig, at 96 procent af de virksomheder, der har søgt, rent faktisk har fået kompensation – og langt de fleste har fået fuld kompensation, siger Morten Damgaard, der betegner det som en god nyhed i en svær tid.

Covid19 vil fortsat spænde ben i 2021

Til trods for et historisk vanskeligt 2020, så viser analysen også, at virksomhederne har en god tro på fremtiden.

13 procent tror, at de vil ansætte flere medarbejdere i løbet af året. 18 procent forventer, at de vil investere mere. Og hele 43 procent mener – ikke overraskende – at omsætningen i virksomheden vil blive forbedret.

Dog mener 18 procent, at virksomhedssituationen vil blive forværret i løbet af 2021 som følge af diverse barrierer for virksomhedsdrift.

- Det er primært Covid19-pandemien som over 50 procent af virksomhederne vurderer vil fortsætte med at være den store trussel, forklarer Morten Damgaard.

Sammen med sit korps af erhvervskonsulenter er erhvervschefen klar til at hjælpe virksomheder med vejledning og sparring i den kommende tid – ligesom det har været tilfældet i løbet af hele 2020.

Bl.a. har Vejle Kommune en corona hotline, der særligt retter sig mod virksomheder, foreninger, uddannelsesinstitutioner og arrangører.

Kan man ikke finde svar på sit spørgsmål på kommunens hjemmeside kan man ringe på tlf. 2131 7683 på hverdage kl. 10 - 14.

Sidst opdateret: 03. marts 2021