Corona - bl.a. om vaccinationer og test. Nu 13 steder du kan blive testet i Vejle og centerbyer med flere....


Læs mere om corona her / Information in English

Beredskabschef ansat for det nye Vejle Brandvæsen

Vejle Kommune har ansat Thomas Dietz som beredskabschef for det nye Vejle Brandvæsen, som skal stå klar 1. januar 2022.

Anbefal denne side:

Det er en erfaren beredskabschef, som nu skal stå i spidsen for den store opgave at opbygge et helt nyt Vejle Brandvæsen.

Thomas Dietz kommer fra et job som brandchef i Falck Vest - Aarhus og Randers, hvor han har været driftsansvarlig for Falcks brandvæsener i Jylland og på Fyn, som bl.a. omfatter 97 brandstationer og et uddannelsescenter.

Thomas Dietz, der er 51 år, har bl.a. haft ansvaret for en turnaround af alle Falcks samlede brandforretninger i Danmark. Blandt de vigtigste resultater er skabelsen af én samlet brandledelse og ét driftsområde i Vest med fælles kultur og værdigrundlag og sammenlægning af to brandvagtscentraler til én brandvagtscentral i Aalborg.

Den nye beredskabschef har arbejdet i Falck i 28 år og har siden 1999 været ansat i en række chefjob. Han er oprindelig uddannet brandmand, og har siden taget lederuddannelse og videreuddannet sig, bl.a. med en diplomuddannelse i ledelse.

Michael Sloth, direktør for Teknik & Miljø, glæder sig til samarbejdet med den nye beredskabschef.

- Det er en spændende men også udfordrende opgave at skulle opbygge et helt nyt beredskab.
Med Thomas Dietz får vi en beredskabschef, der er dybt inde i området, og som har mange års erfaring med ledelse, kommunikation, motivation og opbygning og udvikling af nye organisationer.

- Og så har han et stort netværk inden for Danske Beredskaber, Beredskabsstyrelsen, Beredskabsforbundet og Politiet via sit arbejde i diverse styregrupper.

- Jeg er sikker på, at Thomas Dietz med sit overblik, samarbejdsevner, handlekraft og udsagn om, at målet for en sammenlægning altid er at få skabt den bedste arbejdsplads, bliver en stor gevinst for vores nye brandvæsen, understreger Michael Sloth.

Robust og borgernært brandvæsen
Thomas Dietz ser frem til at være med til at skabe et helt nyt brandvæsen.

- Jeg glæder mig rigtig meget til sammen med en række kommende medarbejdere hos Vejle Brandvæsen at skulle opbygge og drive et robust, handlekraftigt, udviklingsorienteret og borgernært brandvæsen i Vejle Kommune.

- Det er en utrolig spændende opgave i en unik kommune, der venter. Der er ikke mange, der får et sådan tilbud, og derfor er jeg også rigtig glad, stolt og ydmyg over at skulle stå i spidsen for et ”nyt” Vejle Brandvæsen.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at møde mange nye kollegaer både på brandstationerne og i Teknik & Miljø, øvrige forvaltninger og politikere, og jeg ser frem til et rigtig godt samarbejde med alle, understreger Thomas Dietz.

Thomas Dietz er gift og sammen har de to børn. Fritiden går med familie og venner, hus og have i Hasselager, løbeture, skolebestyrelsesarbejder, og så er han aktiv i erhvervsnetværket i Århus.

Ny beredskabschef for Vejle Brandvæsen, Thomas Dietz
Sidst opdateret: 22. marts 2021