Grejsdal Skole har sat ekstra fokus på systematik og datainformation, og det har givet gode resultater.

Grejsdal Skole har i de sidste par år haft en nedadgående tendens i trivslen blandt elever og personale. Men den tendens ser nu ud til at være stoppet og vendt positivt. Og da Jens Grothe Hjort og Johannes Vestergaard Melchiorsen satte sig i lederstolene på skolens kontor, var det vigtigt at starte med at se langsigtet.
- Vi er jo egentlig et nyt lederteam herude, hvor der har været meget udskiftning på netop disse poster. Så det var vigtigt for os fra starten af signalere og fortælle, at vi er her, og der skulle ro på, så vi kunne kigge ind i et længere perspektiv, siger skoleleder Jens Grothe Hjort.

Systematik og data har hjulpet

Da først der var kommet ro på og afholdt mini-MUS med alle medarbejdere, kunne lederteamet kigge nærmere på de forskellige tal for skolen. Og her opdagede de, at der var væsentlige forskelle i de forskellige tal.
- Trivselsmålingen for personalet var egentlig rigtig pæn. Men vi kunne se, at vold og trusler fyldte rigtig meget. Der var enkelte medarbejdere, der havde skrevet, at de dagligt havde oplevet vold eller trusler. Men det undrede os, for vi havde faktisk ingen indberetninger. Så vi satte os for at finde ud af, hvordan det hang sammen, siger viceskoleleder Johannes Vestergaard Melchiorsen.

Derfor satte lederteamet øget fokus på problematikken og kiggede sammen med personalet på, hvor og hvordan episoderne opstod. Det gav nogle mønstre, de kunne arbejde videre på, så personalet kunne blive mere forudseende i situationerne, inden det blev til trusler eller vold.
- Fokus på området og systematikken i den her opfølgning har virkelig givet noget. Det har gjort, at vi har ændret nogle pædagogiske praksisser, så vi kan hjælpe børn til at få en pause, inden det går galt. Vi har også ændret brugen af gymnastiksalen i SFO, da vi også kunne se, at der var lidt udfordringer her. Og det hele stammer fra den her systematik. Det er ikke bare sysninger, men reel data vi arbejder ud fra, siger Jens Grothe Hjort.

Arbejdet er slet ikke færdigt endnu – men der er god tillid til fremtiden

Der er sat gang i mange gode ting på Grejsdal Skole. Men skolelederen og viceskolelederen ved begge to godt, at én god måling ikke betyder, at de er i mål.
- Det er altid godt, når man kan se, at tingene bliver bedre. Men vi kan groft sagt ikke bruge én god måling til noget, hvis ikke den også er god næste gang og gangen efter og gangen efter osv. Det er vigtigt for os, at vi stadig kigger på det lange træk. For hvis tallene fortsætter med at være gode, så er vi ude over tilfældigheder. Så viser det, at vores tiltag virker, siger Johannes Vestergaard Melchiorsen.

Og de tiltag skal selvfølgelig være tiltag, som personalet bakker op om. Det er ikke alle, der er glade for, at der skal ændres i en pædagogisk praksis eller i noget, man har gjort i flere år. Heldigvis har det vist sig, at personalet – og forældrene – har været med fra starten. De har grebet alle idéer og tanker, som Jens Grothe Hjort og Johannes Vestergaard Melchiorsen har forsøgt sig med. Måske især fordi de to ledere sætter en ære i at gøre tingene ordentligt.
- Det værste for os begge ville være, hvis vi får kritik for ikke at være ordentlige. Jeg vil hellere sige ’undskyld’ eller ’beklager’ en gang for meget end at stå fast på en eller anden ret. Det gælder faktisk hele vejen rundt: overfor samarbejdspartnere, forældre og personale – ordentligheden skal være der. Så vil vi hellere have kritik for fejl i skemalægningen eller noget andet. Det kan vi leve med. Men ikke hvis man føler sig uordentligt behandlet. Fagligt kan vi være uenige – også med forældrene. Men vi skal være enige om, at vi gør det ordentlig for barnets bedste, siger viceskolelederen.

Måske er det netop den ordentlighed, der har gjort, at der blæser positive vinde over Grejsdal Skole. Elever, forældre og personale har i hvert fald taget godt imod mere systematik og data. Derfor er lederteamet også meget fortrøstningsfulde for fremtiden.
- Som lederteam er det dejligt at se og høre, at flere børn bemærker, at de har en god skoledag. Og det er dejligt at have et personale, der trives. Vi er her for at få faglige resultater, men vi er her også for at give børnene nogle gode og positive ting med sig videre i livet. Derfor er det dejligt, at der er en umiddelbar tillid til fremtiden og en tro på, at vi er på rette vej. Det er noget af det allervigtigste, slutter Jens Grothe Hjort.

""
""
""
Jens Grothe Hjort og Johannes Vestergaard Melchiorsen har sat gang i mange gode tiltag.
Sidst opdateret: