Bredagerskolen møder Dronningen tirsdag 16. juni – følg 3. klasse på TV2

Oscar og Helene fra 3. klasse på Bredagerskolen skal tirsdag møde Dronningen, når de sammen med 8 elever fra andre skoler i Danmark skal overrække kommunernes gave i anledning af Dronningens 80 års fødselsdag.

Anbefal denne side:

Resten af klassen er med live, når TV2 sender direkte fra klassen.

Oprindeligt skulle 196 skoleelever fra alle 98 kommuner have været med til at fejre Dronningen og præsentere 98 malerier, som skolebørn i 3. klasse landet over har malet som en del af kommunernes gave til Dronningen. Men på grund af corona er det blevet en forsinket fødselsdag med kun to elever fra én skole i hver region.

I Region Syddanmark vandt Vejle, som igen pegede på Bredagerskolen på grund af den nære tilknytning til Kongernes Jelling og Monumentområdet.

Det er Oscar, der har malet Vejle Kommunes portræt af dronningen og kommunens vartegn ”Jelling stenene”, mens der blandt pigerne blev trukket lod, og Helene var den heldige.

De to elever tager deres mødre med til Christiansborg, men det er kun børnene, der får lov til at møde Dronningen, når de 98 malerier skal overrækkes.

Skoleklasser kan følge med over nettet
Dronningen vil tirsdag 16. juni se alle 98 malerier, og klassekammeraterne til de ti skoleelever vil kunne følge med på videolink, når deres maleri bliver præsenteret. 

TV2 møder op på Bredagerskolen fra kl. 9.30-12, og her vil de sætte storskærm op, så 3. årgang kan se programmet live og synge med, når børnene sammen med komponisten Sigurd Barrett vil synge sangen 'Danmark gennem tusind år' for dronningen. 

Undervejs i programmet stilles om til Bredagerskolen i Jelling, hvor nogle af eleverne bliver interviewet om processen med at male portrættet af Dronningen, og enkelte elever får mulighed for at stille Dronningen et spørgsmål live.

Alle 98 malerier er malet af elever i tredjeklasser, og motiverne er malet under de to temaer 'Dronningen' og 'Vartegn for min kommune'. Alle 3. klasser har også haft mulighed for at sende små videoer ind til programmet.

På Bredagerskolen har dronningeportrættet været del af en proces over flere dage for hele indskolingen, hvor eleverne er blevet undervist i portrætmaling og farver m.v., lige som alle elever fra 0.-3. klasse har været med til at vurdere det færdige resultat.

Se dem på TV tirsdag 16. juni
Programmet: ”Dronningens børn” sendes direkte på TV2 kl. 9.35-12, og højdepunkterne genudsendes om aftenen kl. 20.50

Dronningens gave
Helene og Oscar skal sammen med 8 elever fra andre skoler i landet aflevere kommunernes fødselsdagsgave til Dronningen. Det er Oscar, der har malet portrættet.
Sidst opdateret: 15. juni 2020