Center­leder Em­ma Wint­her er med i re­ge­ring­ens ledelses­kom­mission

Innovationsminister Sophie Løhde har lavet en ledelseskommission, som skal styrke den offentlig ledelse. Ministeren har bl.a. peget på Emma Winther og har besøgt Plejecenter Kastaniehaven for at se nærmere på de rammer, centret tilbyder medarbejdere og beboere.

Anbefal denne side:
Jens Ejner Christensen og Emma Winther byder Sophie Løhde velkommen Emma Winther og borgmester Jens Ejner Christensen byder Sophie Løhde velkommen til Kastaniehaven
Sophie Løhde på rundvisning, Plejecenter Kastaniehaven Ministeren får en rundvisning på plejecenter Kastaniehaven og hilser på beboerne.
Innovationsminister Sophie Løhde og centerleder Emma Winther Innovationsminister Sophie Løhde og centerleder Emma Winther.
Borgmester og centerleder tester ny elbil under ministerbesøg Borgmester Jens Ejner Christensen får en køretur i Kastaniehavens nye elbil under ministerbesøg.

- Jeg er rigtig glad for, at Emma Winther har takket ja til at være med i ledelseskommissionen. Emma Winther er en af de mange dygtige offentlige ledere i ældreplejen, der har arbejdet intensivt med at skabe værdige ældreliv med udgangspunkt i borgernes behov, sagde innovationsminister Sophie Løhde, som 22. marts besøgte Plejecenter Kastaniehaven. 

I Vejle Kommune glæder man sig over at have fået en leder med i kommissionen: - Emma Winther har i mange år beskæftiget sig med ældreområdet, og hun repræsenterer et af de centrale velfærdsområder, hvor der i mange år har været stor fokus på at levere god velfærd, bl.a. ved løbende forandringer, innovation og brug af teknologi. Omstillinger, som kræver god og nærværende ledelse, siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune.

Hovedpersonen selv, Emma Winther, er ydmyg over at være inviteret ind som en del af kommissionen, men ser frem til arbejdet: - Jeg har ikke prøvet sådan noget før, og jeg blev selvfølgelig overrasket, da ministeren ringede, men jeg tror på, at jeg har noget at bidrage med. Jeg har erfaring i ledelse i praksis, og det er et tværfagligt samarbejde, som skal finde ud af, hvor vi kan lære af hinanden, siger hun og uddyber:

- Sammen kan vi rigtig meget. Det er en af mine kæpheste. Så det handler om at finde ud af, hvad vi kan bruge hinanden til. Det ville være fantastisk, hvis vi kunne finde nogle metoder til at øge produktiviteten og samspillet for de samme penge, siger Emma Winther.

Emma Winther har de sidste 20 år været leder, og hun har siden 2004 været centerleder på Plejecenter Kastaniehaven i Give. Her er hun kendt for ofte at gå i front, prøve nyt og inddrage eksterne aktører. Bl.a. er hun den bærende drivkraft i ”Lad det gro”-projektet, et netværksprojekt mellem plejecenter, børnehave, skole og frivillige, som handler om at samarbejde og spille hinanden gode, om at invitere de lokale kræfter indenfor og om at lade medarbejdere på tværs af fagligheder inspirere hinanden og bruge hinandens ressourcer for at skabe bedre velfærd.

Fakta om ledelseskommissionen
Regeringen ønsker at forny den offentlige sektor og få mere og bedre velfærd, bl.a. gennem bedre ledelse og rekruttering. En ambition, som den nye ledelseskommission skal hjælpe med at indfri. Kommissionen er sammensat af offentlige og private ledere – og eksperter inden for ledelse og offentlig forvaltning. I udvælgelsen har regeringen lagt stor vægt på erfaring og særligt ledelseserfaring fra hverdagen på de mange velfærdsområder i det offentlige. Kommissionens arbejde slutter ved udgangen af 2017.

Sidst opdateret: 04. april 2017