Vejle har lige nu den højeste smitte i Jylland og på Fyn - så husk den gode hygiejne.

Oversigt over antal nye smittede i Vejle Kommune

I går torsdag 8. oktober rundede Vejle Kommune 100 i incidens med hele 118 nye smittede inden for den seneste uge. Dermed ligger vi højest i Jylland og på Fyn. Tallene er fra Statens Serum Institut.

Det er især børn og unge, der bærer smitten rundt. Inden for den seneste uge har vi haft smitte på 7 folkeskoler – især i og omkring Vejle. Søndermarksskolen, Englystskolen, Kirkebakkeskolen og Fælleshåbsskolen ligger højest med 7-10 nye smittede.

Alle ansatte og børn fra 9 år testes hver uge, hvis vi har forældrenes accept. Er der en smittet i klassen/SFO, bliver hele gruppen testet. Det gælder fra 6 år, hvis vi har forældrenes accept.
Smittede og børn med symptomer sendes hjem. Nære kontakter testes igen på 4. og 6. dagen.

Ifølge tallene fra Styrelsen for Patientsikkerhed har vi 16 nye smittede børn i alderen 0-9 år og 44 i alderen 10-19. Men vi har også smittede i andre aldersgrupper – især 40-49 årige, hvor der er 17 smittede. Vi har 15 nye smittede over 50 år.

Højeste smitte i Bredballe
Hvis vi ser på, hvor de smittede bor, så har Bredballe Syd den højeste incidens på hele 462 og 22 nye smittede inden for den seneste uge.
Vinding ligger på 2. pladsen med en incidens på 205 og 9 nye smittede, mens Bredballe Nord har en incidens på 172 og 10 nye smittede på en uge.
Både Børkop Nord og Syd ligger også højt med i alt 18 nye smittede på en uge.

Husk den gode hygiejne
Både sundhedschef Diana Krogstrup og chef for Uddannelse & Læring Ulla Riisbjerg Thomsen opfordrer både skolerne og forældrene til at huske på, hvor vigtigt det er med den gode hygiejne. Det er vigtigt, at børnene husker at vaske hænder/spritte af.

Det er også vigtigt, at alle de børn, der har forældrenes accept til test, husker at blive testet, når det mobile testhold er på skolen.

Sidst opdateret: