Antallet af smittede med corona stiger - læs bl.a. om nye restriktioner til og med 2. januar


Læs mere her - Information about coronavirus/Covid19

Covid-19: Daginstitutionen Kernehuset lukket hele ugen

Lukningen af Kernehuset fortsætter efter to nye tilfælde af Covid-19 blandt de ansatte.

Anbefal denne side:

Daginstitutionen Kernehuset har holdt lukket mandag og tirsdag, efter at tre ansatte blev konstateret smittet med Covid-19 hen over weekenden.

Nu er yderligere to ansatte konstateret smittet. Og det er to medarbejdere, der arbejder i hver sin vuggestuegruppe, og som ikke var opsporet som nære kontakter til nogle af de tre første tilfælde.

Institutionen er nu i gang med at opspore nære kontakter til de nye smittede, og det vil formentlig betyde, at flere medarbejdere og børn skal sendes hjem til test og isolation.

Vejle Kommune har derfor besluttet at forlænge nedlukningen af Kernehuset til og med fredag ud fra en helhedsvurdering af situationen. Alle forældre har fået besked.

Nødpasning
Der vil fortsat være mulighed for nødpasning efter de samme kriterier som de to første dage. Nødpasningen klares af de medarbejdere, der er testet, og som allerede har fået besked om, at de ikke er smittede. Børn der sendes hjem som nære kontakter kan desværre ikke deltage i nødpasningen.

Dagtilbudschef i Vejle Kommune, Rune Asmund Sørensen, beklager de gener, som nedlukningen har for familierne med børn i Kernehuset.

- Men jeg kan ikke se gode alternativer til denne beslutning. Vi er bange for, at smitten skal sprede sig endnu mere, og vi har heller ikke nok kendte voksne til at kunne holde åbent på normal vis, siger Rune Asmund Sørensen. Vi håber, at den fortsatte nedlukning kan stoppe smittekæderne, så institutionen kan åbne igen på mandag.

Vejle Kommunes forvaltning vil i de kommende dage følge smitteopsporingen grundigt, inden den forhåbentlig åbner på mandag.

Kernehuset er en aldersintegreret institution med 118 børn.

Sidst opdateret: 24. september 2020