Nu er den samlede evaluering af den danske tourstart klar, som bl.a, viser, at Tourstarten i Danmark var velbesøgt. Mere end 1,6 millioner tilskuere deltog i folkefesten langs de tre etaper.

1.-3. juli var Danmark og København vært for de tre første etaper af Tour de France, verdens største cykelløb. Det blev en stor folkelig begivenhed på tværs af landet, hvor hele verden var inviteret med til at opleve et cykelland helt i gult.

Nu er den samlede nationale evaluering klar, som sætter tal på effekten af den danske Grand Départ.

- Tour de France blev den kæmpestore gule folkefest med masser af fællesskab, som vi havde ønsket os, siger borgmester Jens Ejner Christensen. Det blev en fantastisk dag med gule fester, masser af kreative udsmykninger langs hele ruten og tusindvis af jublende fans med gule klappevifter.

- Touren har skabt netværk og nye relationer i forbindelse med events og forberedelse af hotspots og landart. Alle vores lokalsamfund langs ruten havde engageret sig. Vejles borgere har derfor stor andel i, at resten af verden kunne se og mærke Vejles store gule folkefest, som kulminerede på Koldingvej med måske nogle af de stærkeste billeder fra et Grand Départ nogensinde.

Vi har meget, vi kan være stolte af, understreger Jens Ejner Christensen.

Sidst opdateret: