Falck og Vejle Kommune skaber ny vækst langs Boulevarden – kommunen køber nye arealer

Falck Danmark A/S og Vejle Kommune er blevet enige om en fælles udviklingsplan for området omkring Stationen på Boulevarden. I fremtiden vil udrykningskørsel ske fra Sjællandsgade, og Falckbygningen på Boulevarden bliver et knudepunkt for et digitalt og fremtidssikret Assistancecenter i Danmark.

Anbefal denne side:

Vejle Kommune har samtidig købt arealerne omkring Falckbygningen, ialt 13.817 m2. Vejle Kommune ser arealerne som helt centrale for den fremtidige langsigtede vækst i bydelen, herunder muligheden for fortsat at udvikle Vejles uddannelser, bygge flere ungdomsboliger og boliger mv.

Overtagelsen hænger også fint sammen med kommunens køb af grunden over for Falck, hvor Gustav Østergårds Maskinfabrik tidligere lå. Her er bygningerne netop revet ned, og Campus Vejle og Syddansk Erhvervsskole har p.t. fælles parkering på grunden.

Fremsynet assistancecenter
Tobias Gæmelke, Business Finance Officer i Falck Assistance, siger, at Falck i en længere periode har arbejdet på at finde de rette omgivelser til at etablere et moderne og fremsynet assistancecenter til glæde for virksomhedens kunder.

- Den digitale udvikling betyder, at vi har behov for at skabe fremtidssikrede rammer for vores kunder og medarbejdere, så at vi også fremover kan levere flere digitale løsninger, hvor kunderne f.eks. kan få live-opdates på vores hjælp til dem. Vi ønsker at sikre de bedste vilkår for innovation, og det er vi overbeviste om, at det kommende assistancecenter i Vejle er det bedste udgangspunkt for, siger, siger Tobias Gæmelke.

Falck stationen renoveres for et større millionbeløb i denne forbindelse, og ud over at flytte aktiviteterne fra Kolding giver ejendommen i Vejle også Falck mulighed for at hjemtage digitale opgaver, som i dag håndteres af underleverandører.

Tilfreds borgmester
Borgmester Jens Ejner Christensen er glad både for Falcks planer for stationen og for købet af flere arealer på Boulevarden.
- Vi er meget tilfredse med, at Falck vælger at lægge deres assistancecenter i Vejle og dermed er med til at sikre fortsat vækst og udvikling i området. Samtidig har vi i flere år haft en langsigtet strategi for at skabe et stærkt og attraktivt studiemiljø omkring Boulevarden præget af kloge hænder og flere videregående uddannelser, siger Jens Ejner Christensen.

- Vi arbejder også med at udvikle DGI-området og udbyder nu konkurrence om en udviklingsplan for en helt ny bydel i Rosborg-området. Det passer derfor meget fint ind i vores planer, at vi nu kan inddrage et større område i vores langsigtede strategi, siger borgmesteren.

 

 

Sidst opdateret: 29. august 2018