Læs mere om corona - bl.a. om restriktioner, vaccinationer og test. Lyntest i Børkop, Egtved, Give, Jelling, Ågård og 5 steder i Vejle i uge 9


Læs mere om corona her / Information in English

Fokus på den pårørende kan forbygge sygemeldinger

Det kan være hårdt at være pårørende til en med alvorlig sygdom. Derfor står pårørendeguiderne i Vejle Kommune klar med hjælp til at håndtere en presset hverdag for at undgå sygemeldinger på jobbet.

Anbefal denne side:

Det kan være en bekostelig affære for virksomheder, når en medarbejder bliver pårørende til en langvarig eller alvorlig sygdom. Det viser tallene i en KMD-rapport fra efteråret 2018 om erhvervsaktive pårørende, som bygger på godt 600 interviews med pårørende i alderen 18-70 år. Rapporten viser bl.a. at sygedage som følge af at være pårørende hvert år koster de danske arbejdsgivere godt 300 mio. kr.

Undersøgelsen indikerer også, at samfundets forventninger til, hvilke opgaver de pårørende bør tage sig af, går ud over deres performance på arbejdspladsen. At de pårørende er pressede genkender Merete W. Bennedsen og Martin H. Laursen, som begge er pårørendeguider i Vejle Kommune.

- I foråret 2019 besluttede Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Vejle Kommune at oprette en funktion som pårørendeguide, og siden da har vi tilbudt både individuelle samtaler og gruppeforløbet Liv I Balance. Det er vores oplevelse, at mange pårørende strækker sig rigtig langt for at fastholde deres arbejde, fortæller Merete W. Bennedsen.

En svær snak

Ca. 20% af den danske befolkning er erhvervsaktive pårørende. Af dem er ca 17% i risiko for at forlade arbejdsmarkedet, fordi de oplever, at deres forpligtelser som pårørende fylder så meget, at de ikke har kræfter til begge dele. Derfor er det vigtigt, at man får hjælp til at tage snakken, hvis man som arbejdsgiver har svært ved at håndtere situationen.

- Vi har mødt arbejdsgivere, der kan se, at deres medarbejder er presset, men som synes, det er svært at tage snakken, fordi man ikke ønsker at blande sig i medarbejderens private liv. Begge parter bevæger sig som katten om den varme grød, og resultatet kan være en af de mange sygemeldinger, som hvert år koster virksomhederne dyrt, siger Martin H. Laursen, og påpeger, at den løsning ofte heller ikke er ønskværdig for medarbejderen.

Det handler ifølge pårørendeguiderne om at flytte fokus, men det kan være rigtig svært:

- I vores arbejde flytter vi fokus fra den syge til den pårørende. De pårørende er ikke vant til at være i centrum, og det er noget, de ofte skal have lidt hjælp til – det er nemmere at tale om den, der er syg, fortæller Merete W. Bennedsen og tilføjer:

- Men ved at spørge ind til, hvordan den pårørende har det, og hvordan de oplever situationen, åbner der sig ofte en samtale om prioriteringer, bekymringer, værdier og dilemmaer. Og dermed også for samtaler om løsninger og nye muligheder.

Læs mere om pårørendeguiderne her

Sidst opdateret: 21. januar 2021