Med de faldende tal ser det ud til, at hele Givskud Sogn kan genåbne 13. juni.

Givskud Zoo får nu alligevel lov til at genåbne.

Styrelsen for Patientsikkerhed har mandag meddelt, at Givskud Zoo ekstraordinært kan genåbne tirsdag 8. juni, selvom Givskud Sogn fortsat er lukket ned.

Det sker med følgende ekstra restriktioner:

  •  Der skal nedlukkes for indendørs zoologiske anlæg og
  •  Medarbejderne skal kviktestes hver morgen og have svar, inden de går ind i haven.

I fredags fik Vejle Kommune afslag på vores ansøgning om dispensation til Givskud Zoo. Vores argumenter for en genåbning var, at Givskud Zoo ligger i udkanten af sognet, at der især kommer besøgende, som ikke bor i sognet, og at besøgende fortrinsvis kører gennem området eller er i områder med god plads.

Styrelsens argumenter for et afslag var, at der er 29 ansatte i Givskud Zoo, som kommer fra Givskud Sogn, og at besøgende bruger fælles faciliteter som toiletter, og at der her vil være en række kontaktpunkter,
som kan viderebringe smitte.

Derfor forsøgte Vejle Kommune på vegne af Givskud Zoo at sende en ny anmodning, og det resulterede altså i, at dispensationen kom i hus mandag mod, at Givskud Zoo lever op til de ekstra restrktioner.

Sognet kan åbne 13. juni, som det ser ud lige nu

Sognet kan først åbne 7 dage efter, at vi ikke længere opfylder alle tre kriterier for nedlukning (incidens 600/ 20 smittede/smitteprocent 3).

Søndag 6. juni var antallet af nye smittede i Givskud Sogn for første gang nede under 20 - ja helt nede på 17. Hvis Givskud Sogn 7 dage i træk er under 20 nye smittede, vil Givskud Sogn kunne åbne på søndag 13. juni.

Incidens i Givskud Sogn var søndag på 1397 og positivprocenten på 7.

Det skal  være det samme kriterie, vi er under den fastsatte grænse alle dage.

Sidst opdateret: