Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, ønsker det lokale erhvervsliv et godt nytår - og ser frem til godt samarbejde i det nye år.

2021 var et usædvanligt år på mange områder.

Det kunne man også mærke ved afslutningen af året og nu ved årets begyndelse, hvor den traditionsrige nytårskur desværre er blevet aflyst pga. corona-situationen. På nytårskuren indrammer borgmesteren traditionen tro året med en nytårstale, hvor der både ses tilbage på året der er gået, og frem mod det nye år.

I år afholdes borgmesterens tale til erhvervslivet digitalt. Og borgmesteren indledte sin tale med at slå fast, at 2021 har været et fantastisk år for Vejle Kommune.

I 2021 slog kommunens bosætning alle rekorder. Rigtig mange valgte at flytte til Vejle Kommune og det betød, at kommunens indbyggertal steg med mere end 2000 personer, hvilket Vejle kommunen er glade for og stolte af.

Mange virksomheder har også valgt at flytte til eller etablere sig i kommunen – og det opleves, at der er rigtig mange henvendelser fra virksomheder, der er interesserede i at købe erhvervsjord hos Vejle Kommune. Det er en positiv udvikling, som tegner godt for fremtiden.

Ifølge borgmesteren ser netop fremtiden måske lidt mere lys ud i forhold til corona-situationen. De seneste udmeldinger fra myndighederne tyder på, at de lysere tider kan komme tidligere, end vi så sidste år. Vejle Kommune bliver naturligvis ved med at følge situationen tæt, og er klar til at reagere på myndighedernes anvisninger.

Nu er der taget hul på et nyt år. Hos Vejle Kommune ser man frem til at yde en god og effektiv service til vores virksomheder så den positive erhvervsudvikling, som kommunen er inde i, kan fortsætte. Samtidig arbejdes der for at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft, nye virksomheder og ikke mindst nye uddannelsesinstitutioner til området.

2022 kommer i høj grad til at stå i cyklingens tegn. Vejle er vært for starten af 3. etape af Tour de France den 3. juli 2022. Det bliver en begivenhed ud over det sædvanlige og rigtig mange glæder sig til at verdens største årlige sportsbegivenhed besøger Vejle Kommune, hvor ruten blandt andet slår et smut forbi vikingebyen Jelling. Det bliver rigtig spændende når hele kommunen skal klædes i gult.

Rigtig godt nytår til alle – med ønsket om et godt og spændende 2022.

Sidst opdateret: