Højen Skoles 0. klasse vandt trafikkonkurrence og fik sejt besøg

De alleryngste elever på Højen Skole fik fredag formiddag lidt af en overraskelse. De fik nemlig besøg af en vaskeægte politibetjent, der kunne overrække eleverne både diplom, gavekort, en trafikkage - og udnævne klassen som vindere af trafikkampagnen ”Børn på vej”.

Anbefal denne side:
Højen Skole vandt trafikpris og fik besøg
Højeb Skoles 0. klasse fik overraskelse
Betjent besøger Højen Skole

Hvad skal man kigge efter, før man går over vejen? Og hvordan skal en cykelhjelm egentlig sidde på hovedet? Det har børnehaveklasseeleverne fra Højen Skole helt styr på. De har nemlig løst en række opgaver i hæftet ”Min trafikbog”. Og det har de gjort så godt, at de endte i lodtrækningen om at vinde en trafikkonkurrence, som kommunen, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden står bag – og de vandt.

Træning giver gode trafikanter

Vejle Kommune vil gerne gøre en ekstra indsats for trafikken omkring skolerne. Og det skal ske i et samarbejde med skoler, forældre og børn. Derfor satte kommunen i august plakater op ved skolerne med budskabet ”Børn på vej”, ligesom 0.-klasserne fik udleveret opgavebogen ”Min trafikbog”. Her skulle børnene løse små opgaver om det at være fodgænger, cyklist eller sidde i en bil på vej til skole.

- Vi vil gerne, at børnene lærer at færdes i trafikken så tidligt som muligt, og det skal ske på en sjov og aktiv måde. Ligesom alt andet i livet kræver det træning at kunne lære at færdes sikkert, klogt og på en hensynsfuld måde. Træningen kan ske i form af opgaveløsning, men det er også vigtigt at få børnene ud i trafikken og give dem en forståelse af konsekvenserne af deres adfærd. Når børnene lærer at færdes i trafikken, får de større selvtillid og selvstændighed, siger Camilla Mølgaard, der er projektleder for trafikkampagner i Vejle Kommune.

Seje børn fik sejt besøg

Lærerene fra skolerne i Vejle sendte i efteråret svarhæfterne ind til Rådet for Sikker Trafik, og blandt de rigtige besvarelser har Vejle Kommune nu trukket lod og udpeget Højen Skole som vindere. Og fredag bankede det altså på døren til klasseværelset hos den lille flok seje supertrafikanter, hvorefter en politiassistent fra Sydøstjyllands Politi trådte ind med sammen med en stor trafikkage, diplom og et gavekort på 1000 kroner til City Vejle.

- Fedt med politiet - og hun har en pistol. Det er en sej dag. Vi har fået en kage, som smagte sygt godt. Og vi har fået 1000 kroner, som vi håber, at vi skal bruge i byen om tirsdagen, når vi er på tur, siger Noa og Frida på 6 år fra 0. klasse.

Ud over præmierne fik de overraskede børn mulighed for at stille en masse spørgsmål til betjenten om færdselsregler og trafiksikkerhed – og ikke mindst fik de lov til at se en ægte patruljevogn, der var kørt helt ind i skolegården.

Vejle Kommune er i løbet af få uger klar med en ny trafiksikkerhedsplan. I forbindelse med denne er der lavet en stor undersøgelse af børnenes skoleveje, hvor forældre, elever og skoler er blevet inddraget. Kommunen arbejder i øjeblikket med at sikre skolevejene i hele kommunen.

Sidst opdateret: 07. februar 2018