I Vejle-modellen TÆT PÅ er visitationen rykket ud i hjemmeplejen. Den tættere dialog med hjemmeplejen om borgere og hjælp giver smidigere sagsbehandling, bedre borgerforløb og mindre bureaukrati.
Den lille viser på uret i gruppelokalet på Plejecenter Sofiegården, hvor hjemmeplejen i Distrikt Vejle Vestby, Uhrhøj og Grejsdalen holder til, nærmer sig elleve. Sygeplejersker, terapeuter og SOSU-personale begynder så småt at indtage rummet efter formiddagens borgerbesøg, og de slår sig ned ved skrivebordene. Ved bordet til højre for døren sidder Mette Nielsen. Hun adskiller sig fra de andre ved ikke at være iklædt det klassiske blå arbejdstøj med Vejle Kommune-logoet hen over brystet og ved kun at være del af gruppen én gang om ugen.
Sagsbehandling her-og-nu
Hver tirsdag skifter hun sit kontor i Myndighedsafdelingen ud med lokalet på Sofiegården. Siden februar 2023 har Vejle Kommune - som en del af arbejdet med at lave faste teams i hjemmeplejen - valgt at afprøve fremskudt visitation, i første omgang i udvalgte teams.
Fremskudt visitation betyder, at en visitator fysisk rykker ud i hjemmeplejen for at sagsbehandle på stedet, tage sig af de opgaver, som kommer ind – ja, i det hele taget være tilgængelig for driften. I Distrikt Vejle Vestby, Uhrhøj og Grejsdalen er det visitator Mette Nielsen, der har fået denne opgave.
Og der bliver hurtigt trængsel ved hendes bord. En fysioterapeut ønsker at forlænge en ældre mands vedligeholdende træning. Mette Nielsen stiller forskellige spørgsmål om mandens fysiske formåen og formålet med træningen. Efter fem minutters samtale har hun de oplysninger, som gør, at hun kan træffe en afgørelse, og hun forlænger mandens træning. Fysioterapeuten går tilbage til sit bord med et tilfreds smil, mens hun henkastet siger til en kollega: - Det er bare blevet så meget nemmere.
Næste kollega står klar i køen. Der er kommet en ny borger, som mangler en såkaldt startpakke. To-tre klik på tastaturet, og så er den sag ekspederet.
Mindre skriftlig dokumentation
I mange tilfælde kan Mette Nielsen nu afslutte visitationen på stedet – og i de tilfælde, hvor der er behov for ekstra information, kan hun også få den med det samme. Det letter arbejdsgangen en hel del.
- Normalt skal min kollega i hjemmeplejen først skrive en besked i vores omsorgssystem, og så kan der gå dage, inden vi kan svare, da vi hver dag får mange beskeder. Nogle gange mangler vi også den nødvendige dokumentation for, at vi kan vurdere sagen korrekt. Det kan betyde, at vi skriver frem og tilbage et par gange. Imens går tiden, og borgeren venter på en afgørelse, siger Mette Nielsen.
Derfor giver den fremskudte visitation ifølge assisterende distriktsleder Kia Sommerlund også rigtig god sundhedsfaglig mening og kan være med til at skabe endnu mere velfærd for pengene. Ikke kun i hendes hjemmeplejedistrikt, men i hele Vejle:
- Den fremskudte visitation betyder, at borgerne får den rigtige hjælp og støtte hurtigere, og at borgerforløbet bliver langt mere sammenhængende, da der er færre involveret i sagsbehandlingen. Vi kan samtidig bedre få alle nuancerne med, når vi taler sammen ansigt til ansigt.
Kontinuitet gør borgerne selvhjulpne
Selvom projektet kun har kørt et lille års tid, har der allerede været mange aha-oplevelser. Ergoterapeut Kristina Ehlers Andersen hæfter sig især ved, at hun har fået et bedre kendskab til visitatorernes arbejde. Tidligere kunne hun godt blive frustreret over, at en visitator ikke bare visiterede den hjælp, hun ønskede, og at det skulle tage så lang tid. I dag ved hun, hvorfor visitatoren har brug for dokumentation for at kunne udføre sit arbejde. Omvendt har Mette Nielsen fået en bedre forståelse for hjemmeplejens arbejde og ved, hvad den hjælp, hun sidder og visiterer, faktisk indeholder, og hvad personalet realistisk set kan nå, når der for eksempel kun er afsat syv minutter til et bad.
- Det, der skaber tryghed og rigtig gode relationer, er kontinuitet. Derfor er det også rart, at det er den samme visitator, der kommer i det samme hjemmeplejeteam. Det er også kontinuitet, der gør, at mange borgerforløb bliver løftet, når man er med i hele forløbet. Flere borgere bliver derfor selvhjulpne hurtigere, siger Kristina Ehlers Andersen.
- At der er kommet ansigt på, og at vi kender hinanden og hinandens opgaver bedre, betyder, at vi i dag i højere grad er blevet én enhed, opsummerer Kristina Ehlers Andersen og uddyber: - Før var vi mere opdelt i dem i Myndighed og os i hjemmeplejen. I dag har vi et fælles sprog og et fælles mål om at give borgeren den rigtige hjælp.
Arbejdsglæden har også rykket sig
Over middag deltager Mette Nielsen i hjemmeplejeteamets ugentlige rehabiliteringsmøde. Mødet foregår i et proppet mødelokale, hvor hele teamet, mens de spiser madpakker og drikker kaffe, er samlet for at gennemgå alle relevante borgere, som er i et rehabiliterende forløb. Hvem har brug for særlig pleje, behandling eller øget opmærksomhed for at kunne mest muligt på egen hånd?
- Disse møder øger mit kendskab til borgerne og fortæller mig, om den hjælp, jeg har bevilliget, fungerer. Det er en kæmpe fordel, når jeg skal vurdere deres sager, siger Mette Nielsen, som er glad for at være en del af projektet både på borgernes og egne vegne:
- Det er fedt at være med til at udvikle mit arbejde. Det øger min arbejdsglæde og faglighed at se, at det, jeg laver, giver mening for borgerne.
Kia Sommerlund stemmer i: - Det eneste, jeg ærgrer mig over, er, at vi ikke er gået i gang for længe siden. Når der sættes nye initiativer i gang, skal de typisk have lov til at bundfælde sig. Men fremskudt visitation giver bare så meget mening for os alle, så alle har taget imod projektet med åbne arme med det samme. Det er dejligt at se, så jeg håber, at det er kommet for at blive.
Projektet kører i første omgang frem til udgangen af 2024, hvorefter det evalueres.
Om ”Vejle-modellen - TÆT PÅ”
- I en stor del af landets kommuner, også i Vejle, er der en bevægelse i gang, hvor organiseringen af ældreplejen gentænkes med faste teams i hjemmeplejen, bl.a. inspireret af den hollandske Buurtzorg-model.
- Vejle Kommune har fået 7,3 mio. kr. af Socialstyrelsen til at afprøve faste teams i hjemmeplejen – i første omgang i tre distrikter. Den model, Vejle Kommune afprøver, hedder ”Vejle-modellen - TÆT PÅ”, og den er særlig tilpasset forholdene i Vejle Kommune.
- ”Vejle-modellen - TÆT PÅ” skal give borgerne en bedre kontinuitet i forhold til, hvilke medarbejdere der kommer i hjemmet. Modellen skal samtidig give medarbejderne bedre muligheder for at yde den indsats, de skønner, er den rigtige. Det handler om, at der i de faste teams er både sygeplejersker, terapeuter, SOSU-assistenter og -hjælpere. Når de arbejder tæt sammen i små, faste teams, snakker de sammen og bruger deres forskellige fagligheder til, at de sammen kan sætte bedst muligt ind over for borgeren.
- Som en del af ”Vejle-modellen – TÆT PÅ” afprøves løbende forskellige delprojekter, bl.a. fremskudt visitation, kompetenceforløb af medarbejdere, coaching af ledere og prøvehandlinger - udviklet og afprøvet af medarbejdere.