Materielgården og Affald Genbrug har stillet sig til rådighed som cases for SDU. Onsdag ankom 60 spørgelystne ingeniørstuderende, der skal give input til, hvordan de to steder kan blive mere grønne.

1
2
3
4
5

Hos Materielgården i Vejle har de en udfordring.

CO2-forbruget skal sænkes. Men det er ikke let at udskifte store dieseldrevne maskiner med eldrevne, der kan bære, flytte, slæbe, hive og trække de samme store mængder, der er nødvendige for at løse Materielgårdens mange opgaver.

For at finde frem til nye energiforbedrende løsninger har både Materielgården og Affald Genbrug meldt sig som cases hos Syddansk Universitet og åbnet sine døre for universitetets studerende.

Derfor steg 60 ingeniørstuderende fra Syddansk Universitet onsdag ombord i en bus i Odense med kurs mod Vejle.

Bringer nye idéer

Mens halvdelen blev sat af ved Affald Genbrug på Vestre Engvej i Vejle, så blev den anden halvdel fragtet til Materielgården på Vardevej. Der blev de to grupper præsenteret for deres cases, og fik en rundvisning, hvor de ved selvsyn kunne se, hvad de to steders udfordringerne er.

- Casen her ved Materielgården i Vejle handler meget om energioptimering, hvilket jeg synes er rigtig spændende og det matcher mine kompetencer meget fint. Derfor har jeg valgt at dykke ned i denne case, fortæller Roi Klementsen, der går på femte semester på ingeniørstudiet på Syddansk Universitet.

Han og hans medstuderende skal blandt andet komme med idéer til, hvilke ændringer Materielgården og Affald Genbrug kan foretage for at nedbringe deres energiforbrug, men skal også komme med bud på, hvad man kan gøre af adfærdsændrende tiltag, der kan flytte CO2-belastningen nedad.

Recycling og energioptimering

Mens udfordringen på Vejle Genbrugsplads primært handler om, hvordan alt det affald som borgerne og virksomheder hver dag afleverer kan blive genanvendt – det man kalder recycling – så er udfordringen hos Materielgården en anden.

Opgaverne med at klippe græs, pleje parker, passe skove, udbedre veje og fjerne sne fra vejene om vinteren kræver mange og store maskiner. Og disse bruger diesel. Meget diesel. Samlet udleder Materielgården årligt 800 ton CO2. Heraf kommer de 700 ton fra diesel til de mange maskiner, der hver dag er i sving rundt i hele kommunen. Det skal nedbringes og erstattes med noget andet. Men hvad?

De ingeniørstuderende skal arbejde med deres cases i et innovationsforløb frem til slutningen af november. Herefter skal de levere forslag og anbefalinger til, hvilke tiltag og ændringer Affald Genbrug og Materielgården kan foretage, og levere beregninger på, hvad man kan hente ved de enkelte tiltag.

Hos Vejle Kommune glæder klimakoordinator Jette Vindum, sig over samarbejdet med Syddansk Universitet, og hun glæder sig til at se de studerendes forslag:

- Der var rigtig mange gode spørgsmål fra de studerende på rundvisningerne. Det var spørgsmål til maskineriet og til byggeriet og så var det meget tekniske spørgsmål. Det tegner rigtig godt, og vi glæder os meget til at se, hvad de mange dygtige studerende mon kan finde på af tiltag, der kan skubbe os i en grønnere retning.

Sidst opdateret: