Læs mere om corona - bl.a. om restriktioner, vaccinationer og test. Lyntest i Børkop, Egtved, Give, Jelling, Ågård og 5 steder i Vejle i uge 9


Læs mere om corona her / Information in English

Nære kontakter 14 dage i isolation

Der er kommet nye skrappere retningslinjer for, hvornår du er nær kontakt, og hvor længe du skal i isolation – især hvis det er en af de nye mutationer.

Anbefal denne side:

Er du nær kontakt til smittet, så kan du ikke længere bryde isolationen efter den første test, som tages dag 4 efter din seneste kontakt til en smittet.
I stedet skal du blive hjemme og vente på svaret på den anden test efter 6 dage.

Endnu strammere er reglen, hvis du er nær kontakt til en, der er smittet med en af de nye mutationer, bl.a. den engelske B117, som vi allerede har set i Vejle kommune. Så skal du blive i isolation i hele 14 dage.
Og du må først ophæve selvisolationen, hvis du har en negativ PCR test på dag 14.

Der er også kommet nye retningslinjer for, hvornår du er nær kontakt til en smittet.

Du er nu nær kontakt, hvis du har været inden for 2 meter i mere end 15 minutter (fx i samtale med personen) med en, der har fået påvist COVID-19. 

Derudover gælder stadig, at du er nær kontakt ud fra følgende kriterier:

  • Alle, der bor sammen med en, der har fået påvist COVID-19.
  • Alle, der har haft direkte fysisk kontakt (fx kram) eller direkte kontakt til smittefarlige sekreter (fx hoste eller nys) med en, der har fået påvist COVID-19.

Testen ved nære kontakter skal være en PCR test (ikke lyntest). Resultatet af testen kan du se på Sundhed.dk eller få det hos lægen, hvis du ikke har digital post.

De nye retningslinjer for isolation og nære kontakter gælder foreløbig til og med 7. februar.

Sidst opdateret: 22. januar 2021