Læs mere om corona - bl.a. om restriktioner, vaccinationer og test. Lyntest i Børkop, Egtved, Give, Jelling, Ågård og 5 steder i Vejle i uge 9


Læs mere om corona her / Information in English

Nu falder smittetallet i Vejle Kommune

Men vigtigt at borgerne fortsat lader sig teste – især hvis man fysisk møder ind på job

Anbefal denne side:
Corona-kort Vejle Kommune 18. januar over antal smittede inden for den seneste uge

Det har været en rigtig god weekend i Vejle Kommune. Ifølge de daglige tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som kommunen får hver morgen, så er Vejles smittetal nu for første gang i lang tid nede under 100.

Op til jul lå smittetallet helt oppe over 300. Dagens tal viser en incidens på kun 83 med 97 nye smittende inden for den sidste uge.
Det er Vejle Midtby, Nørremarken og Grejs - Grejsdalen, der har flest smittede. Og de fleste smittede er i den erhvervsaktive alder fra 41-50 år.

Borgmester Jens Ejner Christensen glæder sig over mandagens lave smittetal.

- Tallene tyder på, at vi er blevet meget bedre til at passe på hinanden og undgå at smitte hinanden med corona. Vi holder afstand, spritter af og mødes kun med få personer. Nu skal vi bare gøre alt for at holde antallet af smittede nede og undgå, at den meget smitsomme engelske mutation breder sig, så vi igen ser mange smittede i Vejle Kommune, understreger borgmesteren.

Opfordrer flere til at lade sig teste
Borgmesteren opfordrer også borgerne til at følge sundhedsmyndighedernes opfordring til at lade sig teste – især hvis man fysisk møder på job og ikke har mulighed for at arbejde hjemme.

- Vi har rigtig gode testmuligheder i kommunen med både regionens testcenter og flere muligheder for lyntest hos både Falck og Carelink, og vi har også mulighed for at sende testbiler ud.

- Det er flot, at vi nu er under 100 i smittetal, men vi skal længere ned, hvis vi skal undgå de nye mutationer og stigende smittetal. Også selvom det er nu, det er svært, fordi vi alle sammen er ved at være godt trætte af corona, understreger Jens Ejner Christensen.

Mange testmuligheder
Regionens testcenter på Tysklandsvej, Falcks center for lyntest på Vingsted Hotel- og Konferencecenter og Carelinks center for lyntest i Nørremarkscentret har åbent alle dage.

Som noget nyt tilbyder Carelink fra denne uge lyntest i to boligområder en dag om ugen. Det er Løget Høj 2A (Løget Høj bebyggelsen) på tirsdage kl. 9-15 og Valdemarsgade 16 (Vestbyen) på onsdage kl. 9-15.

Derudover forventer Vejle Kommune allerede fra denne uge at øge tilbuddet om test af ansatte på plejecentre fra en til to gange om ugen, og fra sidst på ugen tilbyder Carelink lyntest til alle ansatte på botilbud på handicap- og psykiatriområdet.

Sidst opdateret: 18. januar 2021