Ny container til tekstiler og tøj

Slidt tøj og andre tekstiler som håndklæder og sengetøj skal ikke længere i containeren til brændbart affald. Ved at lægge det i containeren til tekstiler og tøj, er du i stedet med til at sørge for, at det bliver genanvendt.

Anbefal denne side:

Nu kan du give dine gamle håndklæder, sko med huller og tøj med malerpletter mulighed for at blive til noget. På genbrugspladsen i Vejle kan du nu ikke bare aflevere brugt tøj i god stand, men også tøj, der ikke kan genbruges direkte – det kan f.eks. være slidt og hullet tøj, tøj med maling eller udtjente sko. Førhen skulle den type affald i containeren til brændbart, nu kan det i stedet genanvendes som råmateriale til nye tekstiler.

Mere genanvendelse gavner både miljøet og mennesker

Hos AffaldGenbrug arbejder vi hele tiden på at genbruge og genanvende mere og mere affald. I containeren til tøj og tekstiler kan du aflevere både tøj til direkte genbrug, tøj, der er for slidt til at blive genbrugt samt boligtekstiler som fx sengetøj, dyner, håndklæder og viskestykker. Tøjet bliver efterfølgende sorteret, og det som kan genbruges direkte, bliver solgt i genbrugsbutikker. Slidt tøj og boligtekstiler bliver i stedet genanvendt som råmateriale til nye tekstiler og bruges blandt andet til fremstilling af hundetæpper, fiberduge og fyld til bildøre. Kun en meget lille del af tøjet bliver kasseret.
Du kan fortsat også aflevere tøj til direkte genbrug i genbrugsrummet. Det afhentes af lokale foreninger, der er medlem af Fællesforeningen.

Hvad må du lægge i containeren til tekstiler?


Du kan bruge containeren til:

  • Tøj, overtøj og undertøj
  • Bælter, tørklæder, huer, hatte og handsker
  • Kludetæpper, tæpper og soveposer
  • Sko og støvler
  • Sengelinned, sengetæpper, håndklæder og viskestykker, duge og gardiner
  • Stofmaterialer, klude og større stykker af stof
  • Dyner og puder

Hvad kan vi ikke bruge?

Vi kan desværre ikke bruge:

  • Gulvtæpper, madrasser og topmadrasser  - de skal i stedet i containeren til polstrede møbler.
  • Havehynder, sofapuder og lignende med fyld af skumgummi kan desværre heller ikke genanvendes, men skal i containeren til rest efter sortering sammen med vådt eller beskidt tøj samt jordslåede tekstiler.
Hvad sker der med tekstilerne?
De tekstiler du afleverer i containeren, bliver efterfølgende sorteret manuelt. Det tøj der er hullet og slidt bliver genanvendt til nye fibre. Det tøj, der kan genbruges direkte, bliver solgt i genbrugsbutikker
Sidst opdateret: 03. oktober 2019